S.D. Kjærsgaard åbner i Kolding
Den danske importør og forhandler af Case entreprenørmaskiner åbner salgs- og serviceafdeling med stort demonstrations- og testområde i Kolding.
S.D. Kjærsgaard flytter ind i en næsten nybygget salgs- og serviceafdeling i Kolding tæt ved Bramdrupdam afkørslen fra motorvejen.
S.D. Kjærsgaard har hovedsæde i Frejlev ved Aalborg og driver Case importen fra afdelingen i Hornslet ved Aarhus, men direktør og indehaver Palle Kjærsgaard har gennem længere tid arbejdet med at supplere med en afdeling mere centralt i Danmark.
- Med de krav, der i dag er til effektivitet og lønsomhed på bygge- og anlægspladserne, er der dårlig tid til at køre demonstrationskørsel af maskinerne. Med pladsen i Kolding kan kunderne komme til os eksempelvis sidst på dagen eller præcis på det tidspunkt, hvor det i øvrigt passer ind i deres arbejdsplanlægning. Det ser vi som en stor fordel for kunderne, forklarer Palle Kjærsgaard.
- Vi ser også nogle spændende muligheder ved at flytte ind sammen med I. M. Jensen & Bache A/S ved Michael Bache. Han åbner et stort Iveco værksted med salgsafdeling, og vi ved jo, at vi har mange fælles kunder. De får nu mulighed for at se på last- eller varevogn, samtidig med at de kan se og teste entreprenørmaskiner. Vi ser også muligheder for at hjælpe hinanden i spidsbelastninger, fortsætter han.
Allerede de næste to torsdage den 19. og 26. juni vil der være ’Grav og grill’ på Venusvej i Kolding fra kl. 14 til 20. Her vil der være to konventionelle Case gravemaskiner – en Case CX130C og en Case CX210C på henholdsvis 13 og 21 ton samt to modeller med kort bagende – en Case CX80C og en CX235C på henholdsvis 9,0 og 25 ton. Desuden vil der være en Case 721F gummihjulslæsser og en Case 695 rendegraver.
Nogle af gravemaskinerne vil være udstyret med Mikrofyn/Scanlaser maskinstyring og Indexator rotortilt. Der vil desuden være repræsentanter for både Scanlaser og Indexator til stede sammen med S.D. Kjærsgaards team.
- Med muligheden for at have så mange maskiner til rådighed for fremvisning og test tror jeg, at vi har fat i noget unikt. Nu holder vi arrangementet de sidste to torsdage i juni, men også fremover har vi et unikt sted centralt i Danmark til fremvisning af Case maskinerne, udtaler en forventningsfuld salgschef Arne Nordestgaard fra S.D. Kjærsgaard.