23948sdkhjf

Omsætningsrekord står for fald i Dansk Boligbyg

En historisk stor ordrebeholdning skaber forventninger om et markant højere aktivitetsniveau i de næste par år.
Under overskriften " De mellemstore entreprenører bobler af optimisme " bragte Building Supply i starten af april en brancheanalyse, der viser, at omsætning og indtjening i segmentet af mellemstore entreprenørvirksomheder er forbedret i en grad, så det nærmer sig niveauet fra før kriseårene.

Udviklingen i Dansk Boligbyg bekræfter denne tendens. Virksomheden ligger aktuelt inde med ordrer for omkring 1,1 mia. kr. og forventer på den baggrund at have rundet 700 mio. kr. i omsætning, når regnskabsåret 2014/15 afsluttes med udgangen af marts måned næste år. Det vil i givet fald være ny omsætningsrekord, og også i 2015/16 forventer administrerende direktør Ole Rasmussen en omsætning på den gode side af 700 mio. kr.

- Vi har en historisk høj ordrebeholdning og kan se, hvor langt det rækker frem i tiden. For 2015/16 har vi på nuværende tidspunkt cirka halvdelen af omsætningen i hus, og derfor tør vi allerede nu melde ud, som vi gør. Men vi har ikke noget ønske om at vokse for enhver pris. Vi vil ikke omsætte for en milliard blot for omsætningens skyld, fortæller han til Building Supply.

Som en stor familie
Trods sine blot 16 år som virksomhed kan Dansk Boligbyg til næste år fejre sin tiende 10 års jubilar, og det er ifølge direktør Ole Rasmussen en væsentlig årsag til succesen:

”På det sociale område adskiller vi os fra mange andre firmaer. Vi kender hinanden godt og er næsten som en stor familie. Hos os måles fravær ikke i procenter, men i promiller”, siger han.
Sag på Sjælland har kostet
Entreprenørvirksomheden med afdelinger i Horsens, Hobro, Odense og Roskilde har netop offentliggjort sit 2013/14-regnskab, der viser et fald i omsætningen fra 634 til 564 mio. kr. Driftsresultatet er til gengæld forbedret fra 8,9 til 11,7 mio. kr.

- Sidste år havde vi en forfærdelig sag på Sjælland, som har kostet os en masse penge. Uden den havde vi haft et noget flottere resultat både sidste år og i år, siger Ole Rasmussen med henvisning til et boligprojekt i Valby, hvor Dansk Boligbyg blandt andet måtte se to underentreprenører gå konkurs. Afdelingen på Sjælland er nu igen på ret kurs under Jeppe Nielsen, som tog over som afdelingsleder i efteråret. Han er arkitekt og har været hos Dansk Boligbyg siden 2002.

Resultatmæssigt forventer Ole Rasmussen både i 2014/15 og 2015/16 et resultat i niveauet 17-20 mio. kr. før skat, og holder budgetterne er det en udvikling, som direktøren vil være ganske godt tilfreds med.

- I det marked, vi bevæger os i, hvor der er benhård konkurrence om hver eneste licitation, er det, hvad der er muligt. For at tro, at man i dette marked kommer væsentligt højere op, skal man være en noget større optimist end mig, siger han.

Læs også: De mellemstore entreprenører bobler af optimisme
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125