23948sdkhjf

4,25 millioner til idræts- og multicenter i Egtved

Lokale og Anlægsfonden giver økonomisk støtte, når Egtvedhallen skal rives ned og erstattes af et nyt idrætsbyggeri til 28,5 millioner kroner.
Egtvedhallen skal rives ned og erstattes af et nyt idrætsbyggeri, der opføres på fundamentet og skelettet af den gamle hal. Ved at genbruge dele af den gamle hal er der fundet en billigere og mere bæredygtig løsning, der ikke står i vejen for en række spændende arkitekttoniske tiltag. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 4,25 mio. kr.

- Projektet rummer spændende bæredygtige tiltag med genbrug af dele af den hal, der skal rives ned. I dette tilfælde har vist sig billigere at bygge oven på dele af det eksisterende i stedet for at bygge helt nyt fra bunden. Med en meget stærk lokal opbakning er det lykkedes Egtved at sikre et fortsat idræts- og fritidsliv i et nyt center, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden om projektet.

Egtvedhallen blev opført i 1968 og fremstår i dag som et idrætsbyggeri, der er mere modent til nedrivning end renovering. Et nyt projekt, der er udviklet i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, vil gøre begge dele. Det meste af den eksisterende hal bliver fjernet, men fundamentet og de store limtræsbuer, der bærer taget, bliver stående. En tilstødende bygning til omklædning fra år 2000 bliver også stående.

Men ellers bliver den idrætshal, som flere generationer af Egtvedborgere har kendt, forvandlet til noget ganske andet i et byggeri på 3.200 m².

Under limtræsbuerne kommer der en ny stor idrætshal med plads til de kendte boldspil. Hallen får åben forbindelse til en ny multisal, der bl.a. indrettes til springgymnastik og med et klatremøbel på væggen med form som en musetrappe. Der kommer nye rum til opvarmning, fitness og spinning. Samt en stor udvendig terrasse til både aktiviteter og ophold. Endelig kommer der et mobilt køkken i et fleksibelt rum til både skolefritidsordning og fritidsbrugere.

Ankomst med motorik og café
Et nyt ankomstområde giver direkte adgang til både den store hal og den mindre sal. Området vil også indeholde et stort siddemøbel, der også kan bruges til motoriske aktiviteter. Hvis brugerne af det nye idræts- og multicenter trænger til at slappe af, er det også muligt her, da ankomstområdet også får plads til en café.

Hele centeret får en facade, der inviterer nysgerrige indenfor, da det er åbent og lyst. Samtidig ophæves fornemmelsen af inde og ude, for gæsterne, når de befinder sig indendørs. Foran hovedindgangen ved ankomstområdet etableres et torv med forskellige aktivitets- og opholdsmuligheder. Omkring centeret etableres der en række udearealer. Bl.a. mødeplads for løbere, cyklister, et parkouranlæg og grønne "oaser".

Med det det nye idræts- og multicenter i Egtved får både foreningslivet og de kulturelle begivenheder mere plads og tidssvarende forhold.

I alt koster projektet 28,5 mio. kr. at opføre. Vejle Kommune støtter projektet med 12 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har deltaget i udviklingen af projektet og har nu bevilget 4,25 mio. kr.

I Egtved var der et mål om, at de lokale borgere og virksomheder selv skulle indsamle 2 mio. kr. Et mål, der allerede er passeret, da det er lykkedes at samle 3 mio. kr. sammen lokalt. Projektet er tegnet af GPP Arkitekter.

- Bevillingen fra Lokale og Anlægsfonden er et kæmpe skulderklap til alle dem, som arbejder med eller har støttet projektet. Den store lokale interesse - og ikke mindst de 3,15 mio. kr., der er samlet ind lokalt - viser, at vi kan stå sammen i Egtved, når der er noget der har betydning for lokalområdet. Det nye center vil blive til stor glæde for rigtig mange i og omkring Egtved og kan være med til at få nye borgere til at vælge Egtved som bosted, udtaler Jørn Gade, formand for styregruppen for Egtved Idræts- og Multicenter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094