23948sdkhjf

Hvidovre Hospital får solcelleanlæg på 6000 kvadratmeter

250.000 kvadratmeter hospital omsætter en anseelig mængde vand, varme og el. Til gengæld betyder det også, at der på taget af servicebygningen er plads til det største solcelle-anlæg i Danske Regioner.
Planerne er netop godkendt i Regionsrådet, som har bevilliget 20 millioner kroner til projektet. Det skriver Hvidovere Hospital i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

- Solcelle-anlægget i Hvidovre er et spændende projekt og et godt bidrag til en grønnere hovedstadsregion. Region Hovedstaden skal være med til at sætte dagsordenen, når det gælder bæredygtige energi- og klimaløsninger. Vi skal være det gode eksempel, som andre ser til for inspiration på det område, siger Jens Mandrup (SF), formand for Region Hovedstadens miljø- og trafikudvalg.

Montering af solcellerne bliver efter planen sat i gang i det kommende efterår. Anlægget, som bliver på godt 6.000 kvadratmeter, sættes i drift i foråret 2015 og vil levere cirka 800.000 kilowatttimer om året. Det svarer til en årlig besparelse på hospitalets elregning på mindst én million kroner. Og det er blot ét ud af flere ’grønne’ initiativer undervejs på hospitalet.

To fluer med ét smæk
Hospitalets arbejde med nedbringelse af både energiforbrug og udledning af CO2 ligger godt i tråd med Region Hovedstadens klima- og bæredygtighedsstrategi.

- Vi vil rigtig gerne bidrage til regionens ambition om en ’grønnere’ profil. Vi arbejder med bæredygtige løsninger på flere områder og går gerne alternative veje, hvis det giver meningen i forhold til øvrige byggeprojekter på hospitalet. Solcelleanlægget er for eksempel planlagt i kombination med renovering af servicebygnings tag – et projekt som skulle gennemføres alligevel, fortæller projektdirektør i Hvidovre Hospitals byggeafdelingen, Finn Bloch.

Et andet grønt initiativ undervejs i Hvidovre er et såkaldt ESCO-samarbejde, som betyder investeringer på op imod 100 millioner kroner i mere effektive installationer til varme, lys og ventilation. Investeringerne foretages af det firma, der står for forbedringerne og tilbagebetales via de besparelser, som hospitalet får på energi-regnskabet.

Og det er ikke kun det eksisterende byggeri, som skal være mere bæredygtigt. Den kommende udvidelse af hospitalet med ca. 30.000 kvadratmeter bliver også planlagt i forhold til lavere energiforbrug og fokus på bæredygtighed, skriver hospitalet i pressemeddelelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094