Dansk Beton er en realitet
Danske producenter af beton og betonprodukter samles nu i Dansk Beton. Det blev vedtaget i dag mandag den 15. januar. Fremover vil Dansk Beton være en samlet sektion under Dansk Byggeri.
Generalforsamlingen gav fuld opbakning til forslaget om at samle branchen og skabe en fælles platform for fremtiden.
Poul Kirkegaard fra Expan bliver sektionens første formand, og han var naturligvis meget tilfreds med at generalforsamlingen godkendte forslaget.
- Det er et forslag, som forhandlingsudvalg bestående af formænd og næstformænd i de hidtidige foreninger Betonelement-Foreningen, Dansk Beton Industriforening og Dansk Fabriksbetonforening har arbejdet med i mere end et år. Med den nye forening får vi den styrke, som branchens størrelse berettiger til, og vi forventer væsentlig indflydelse på rammerne for branchens udvikling, siger Poul Kirkegaard.
Poul Kirkegaard ser sammenlægningen i en fælles forening som en naturlig konsekvens af tendensen i retning af større enheder såvel på organisationsplan som på virksomhedsplan.
- I branchen har vi set en udvikling, som næppe er sluttet, med færre men større virksomheder. Den samme udvikling ser vi på leverandør- og kundesiden, og med Dansk Beton bliver vi i stand til at matche de større enheder,, og derfor ser jeg Dansk Beton, som et fremtidsrettet initiativ, siger Poul Kirkegaard.
Betonbranchen er allerede i gang med at forberede et større imageprojekt, der gennem bedre information skal fastholde og forbedre beton og betonprodukters image. Betonbranchen vil foruden imageprojektet gennemføre en række aktiviteter, der alle har til formål at styrke kendskabet og tilliden til produkterne. Det er op til den nye bestyrelse at få de mange planer ført ud i livet.
Bestyrelsen er sammensat af medlemmer indstillet af de seks produktgrupper for betonelementer, letbetonelementer, fabriksbeton og betonvarer.
Kilde: Dansk Byggeri.