Direktør: Moland står foran ansigtsløft
Bestyrelsens mål om vækst i Moland Byggevarer A/S og HBC A/S skal opnås gennem et bredere sortiment og et imagemæssigt ansigtsløft.
Og selvom årsrapporten for 2013 endnu er et par uger fra at være klar til offentliggørelse, kan Benny Møller glæde sig over, at han i løbet af sine første ni måneder i spidsen har levet op til tilliden.
- Det regnskab, der er ved at være klar i koncernen, viser, at vi har vækstet og fastholdt en pæn udvikling. Vi har købt en virksomhed, og det giver selvfølgelig en ikke-organisk vækst, men derudover har vi faktisk også lagt pænt til i et faldende marked. Og det er også planen fremadrettet, siger direktøren til Building Supply med henvisning til, at Moland Byggevarer A/S også har udvidet koncernen med et tysk selskab.
Vigtigt med bredere produktvifte
Moland har endvidere planer om at gå ind på det engelske marked i løbet af året, men Benny Møller understreger, at det udenlandske fokus ikke betyder, at vækstpotentialet herhjemme er udtømt.
- Vi mener stadig, at vi kan vækste i Danmark, men vi ser også på mulighederne uden for landets grænser. Jeg har siddet i bestyrelsen siden 2005, så jeg vidste godt, at det var en veldrevet virksomhed, jeg kom til som direktør. Men vi har også haft en ønske om særlig fokus på eksporten, så vi kan være med på de markeder, der vokser, og det har vi haft succes med ind til videre, forklarer Benny Møller.
Han glæder sig naturligvis over at leve op til bestyrelsen tillid hvad angår regnskabsmæssig vækst, men understreger samtidig, at processen i øjeblikket optager mere end tallene.
Læs også: Moland ansætter ny administrerende direktør
- Regnskabet vil altid tale sine tal, men det interessante for mig er, at vi satser bredere og dybere på produktområderne. Det, jeg tilfører, er en bredere produktvifte, og vi kommer til at lancere nye produkter, vi ikke tidligere har beskæftiget os med. Desuden arbejder vi på en kæmpe fornyelse af vores ansigt udadtil eksempelvis gennem hjemmesiden og vores showrooms, som kommer på fem forskellige sprog, forklarer Benny Møller og tilføjer:
- Vi har spurgt os selv, hvad der skal til for, at arkitekterne og forhandlerne foreslår vores produkter til deres kunder. Svaret er, at det kræver at sted, hvor man bliver inspireret. Og et sted, hvor man med et simpelt tryk kan downloade en salgsside, så forbrugeren kan gå hen til tømmerhandlen med den produktside i hånden.
Kommunikerer godt sammen om teknik
Ifølge Benny Møller er koncernen allerede gjort kørende på logistikken takket være en satsning på lagerbinding, og det er altså velkomment i markedet i disse tider.
- Vi har et ønske om at blive en one-stop solution partner, som tilbyder løsninger inden for facader og til dels tag på den kolde side og gulve, vægge og loft på den varme side. Vi ønsker at være en foretrukken leverandør inden for et meget bredt område. Der, hvor vi gerne vil ind, er der, hvor der er teknik. Jeg tror på, at man kommunikerer godt sammen, når man har noget at byde på inden for den tekniske side, fastslår Benny Møller.
Benny Møller har tidligere beklædt stillinger som adm. direktør i træbranchen - herunder Trip Trap WoodCare A/S, Tvis Modulia A/S og Palsgaard Træ A/S. Han har siddet i bestyrelsen for Moland Holding A/S siden 2005.