Indeklimaet er svært at styre
Mange virksomheder henlægger i disse år deres domicil til havnefronterne, hvor der er lys, luft og flot udsigt. Til gengæld kan det være svært at styre indeklimaet i de nye kontorbygninger...
”I disse år er der mange virksomheder, der forlader deres gamle domiciler til fordel for nye, smarte kontorhuse ved vandet,” fortæller indeklimakonsulent Torben Eggert, Teknologisk Institut. De store glasfacader ud til vandet byder på mange udfordringer for indeklimaet: ”Der bliver fx stegende hedt i solskin, og et skarpt lys kan også betyde, at det er svært at læse, hvad der står på computerskærmen,” fortsætter Torben Eggert.
”Samtidig er moderne kontorbyggeri i dag udstyret med meget avanceret teknik, både i form af alskens kontormaskiner, men også i form af yderst komplicerede ventilations-, solafskærmnings- og varmestyringssystemer. Alt sammen medvirker til, at der kan gå mange år, før indeklimaet i et nybyggeri er på plads, i visse tilfælde helt op til 5 år.”
Stil krav til byggeriet fra starten
”Vi ved, at dårligt indeklima påvirker både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og dét koster virksomhederne dyrt i form af nedsat arbejdseffektivitet. Men huslejen i det nye domicil er ofte høj fra starten.
Derfor vil vi gerne sætte fokus på, hvordan virksomhederne allerede inden, de flytter ind i nybyggeri, stiller krav til bygherren eller udlejeren om, hvordan og hvornår indeklimaet skal fungere optimalt. Man bør stille konkrete og målbare krav til, hvornår kontorhuset skal fungere.
Allerhelst skal man få det indføjet i en kontrakt og lave aftaler om enten en reduktion i huslejen, såfremt det ikke er på plads, eller om, at man helt kan opsige kontrakten,” siger Torben Eggert.
Indeklimaproblemer koster dyrt
Undersøgelser viser, at arbejdseffektiviteten kan være helt op til 15 % lavere, når indeklimaet er dårligt. Det er fx påvist, at temperaturen i kontorlokalet helst skal være mellem 20 og 23 grader.
Ved højere temperaturer er fejlprocenten i det arbejde, der udføres, højere. Dårligt indeklima koster virksomhederne dyrt på grund af nedsat produktivitet i form af flere sygedage, højere fejlprocent og nedsat arbejdseffektivitet.
”Hvis man regner med en nedsat effektivitet på 10 %, så svarer det til cirka 50.000 kroner per år per medarbejder!” siger Torben Eggert. ”De penge kan bruges bedre.”
Ikke blot for arbejdsgiverne, men også for både den enkelte medarbejder og samfundsmæssigt set er indeklimaet et område, der spiller en helt central rolle. Og det er et område, hvor der er store gevinster at hente, hvis man går systematisk til værks.
Torben Eggert uddyber: ”Man kan faktisk etablere et godt indeklima og arbejdsmiljø i langt de fleste kontormiljøer, både i nybyggeri og eksisterende bygninger. Man skal imidlertid være sig bevidst, at der er mange faktorer, der spiller ind: temperaturen i rummet, svingninger i temperaturen, træk, ventilation, belysning, afgasning fra byggematerialer og inventar, støjniveau og støv er alle faktorer, der afgør, om et lokale er rart at opholde sig i,” siger Torben Eggert.
Men der er hjælp at hente. Teknologisk Institut har fx udviklet et nyt dialogredskab, som kan anvendes i forbindelse med om- og nybygning. Redskabet giver anvisninger på, hvilke processer og analyser, en virksomhed bør gennemgå for at sikre et godt arbejdsmiljø og indeklima. Instituttet har ligeledes udgivet pjecen ’Hvor skal skabet stå?’, som giver gode råd i forbindelse med anskaffelse og placering af kontormaskiner.
Konferencen Kontormiljø 2005
Teknologisk Institut afholder den 24. oktober konferencen Kontormiljø 2005, hvor der vil blive sat fokus på nogle af de erfaringer, der er indhentet fra de moderne kontorbygninger.
Under overskriften ’Få styr på arbejdsmiljø og indeklima før indflytning i nye lokaler’ vil indeklimaeksperter og arbejdsmiljøkonsulenter give anvisninger på, hvordan virksomhederne sikrer sig, at indeklimaet i kontormiljøerne fungerer optimalt.
Kilde: Teknologisk Institut