Gentofte går foran med digitalt byggeri
Gentofte Kommune i pilotprojekt for Det digitale Byggeri som bliver obligatorisk for alt statsligt byggeri fra 2007. Økonomi- og Erhvervsministeriet har indgået en samarbejdsaftale...
Kommunen går dermed aktivt ind i afprøvningen af nye digitale metoder i det første samlede pilotprojekt under regeringens projekt, Det Digitale Byggeri. Fra 2007 bliver det obligatorisk for alt statsligt byggeri. Gentofte Kommune tester, hvordan modernisering af kommunens ejendomme kan gennemføres med digitale projektværktøjer. I alt drejer det sig om ca. 450.000 etagemeter.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
- Det er vigtigt, at kravene fra Det Digitale Byggeri afprøves i praksis, inden de skal udbredes til hele byggeriet. Det får vi nu en mulighed for i Gentofte Kommune. Jeg håber, at flere kommuner følger trop, så vi får samlet de nødvendige erfaringer, inden kravene til statslige bygherrer bliver obligatoriske i 2007.
Borgmester Hans Toft, Gentofte Kommune:
- Gentofte Kommune har lagt en samlet plan for modernisering af hele den kommunale bygningsmasse, som i alt vil beløbe sig til ca. 450 mio. kr. Vi er i den unikke situation, at vi kan planlægge en kontinuerlig moderniseringsindsats seks år frem. Det giver os en enestående mulighed for at afprøve de nye digitale løsninger, og de erfaringer vil vi gerne dele med Det Digitale Byggeri.
Det digitale byggeri er et af initiativerne i regeringens konkurrenceevnepakke, Vækst med vilje. Målet er at øge byggeriets effektivitet med digitale værktøjer i byggeprocessen. Det stiller nye krav til uddannelse, organisering og samarbejde i byggeriets virksomheder.
Fra 2007 er kravene i Det Digitale Byggeri obligatoriske for alle virksomheder, der vil byde ind på statslige byggeopgaver.
Kilde: Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.