OT Europly overtager Jema Wood
Leverandøren af krydsfiner til byggeri og træindustri styrker aktiviteterne og vil fremover kunne tilbyde et væsentligt større produktprogram.
OT-Europly, der har rødder i Oversøisk Træimport, har 50 års jubilæum i 2014 og er specialiseret i import og forarbejdning af krydsfiner, hovedsageligt fra Polen. Med overtagelsen af Jema Wood udvides sortimentet betydeligt med blandt andet træfiberplader, spånplader og formspændte møbelkomponenter.
- Konkurrencen er ikke blevet mindre i vores branche, og det her er med til at ruste os. Det giver os flere strenge at spille på, fordi vi går fra en meget smal til en meget bred produktportefølje. Dermed kan vi tilbyde kunderne at samle indkøbene ét sted, forklarer indehaver af OT Europly, Ole Mogensen, til Building Supply.
Sikrer generationsskifte i Jema Wood
Med overtagelsen lukker Jema Wood sit kontor i Frederikssund, mens den 67-årige indehaver Anders Jensen tilknyttes OT-Europly som konsulent frem til udgangen af 2016, hvorefter han går på pension.
- Vi har overtaget Jema Wood, fordi vi kan se en synergi i at samle aktiviteterne, og så passer det samtidig godt med, at Anders er ved at gå på pension. Anders havde ingen naturlig arvtager til virksomheden, og vi var interesserede i at ekspandere og udvide vores portefølje. I stedet for at opfinde den dybe tallerken selv, har vi valgt at købe den, forklarer Ole Mogensen.
OT Europly overtager ordrebeholdningen i Jema Wood pr. 1. januar. Tilbud og aftaler indgået med Jema Wood vil fortsat være gældende, og alle vilkår vil være de samme som tidligere, understreger Ole Mogensen.