23948sdkhjf

Lad modulbyggeri løfte det offentlige byggeri

Flyt arbejdstimer og ekspertise fra byggepladserne og til industrien, lyder budskabet fra DI Byg til klima-, energi- og bygningsministeren.
Tankegangen bag modulbyggeri kan sænke omkostningerne ved offentligt byggeri i en sådan grad, at regeringen for alvor bør overveje at skabe optimale rammer for metoden i forbindelse med fremtidens byggepolitiske strategi.

Sådan lyder budskabet fra Flemming Løkke Petersen, chefkonsulent i DI Byg, der ikke er i tvivl om, at modulbyggeri kan give gevinst for flere parter.

- Hvis man eksempelvis bygger 10 børnehaver ud fra den samme grundsubstans og med de samme moduler, så bliver det både lettere for producenten at fremstille, ligesom bygningen vil være lettere at servicere i forhold til drift og vedligehold.

Fra byggepladsen til industrien
Blandt de mest åbenlyse fordele er, at arbejdet i større omfang kan udføres i en fabrikshal, så byggeriet ikke er afhængigt af vind og vejr på en byggeplads uden døre. Desuden vil arbejdet i en fabrikshal give mulighed for repetition af processerne, hvormed fejl mindskes og produktiviteten øges, mens erfaringerne bogstaveligt talt samles under ét tag.

- Det vil med andre ord fjerne timer fra byggepladsen og flytte dem til industrien, hvor man er mere produktiv, konkluderer Flemming Løkke Petersen.

Han erkender, at tankegangen i første omgang næppe skal udrulles til projekter på den allerstørste skala. Men selv byggeri af eksempelvis 10 institutioner vil kræve en vis pondus, som måske kan udelukke de mange små og mellemstore virksomheder i byggeriet fra at byde ind.

- Ja, det er rigtigt nok, men det sker også i forvejen, og det er vel egentlig meget normalt. SMV’erne tager de små opgaver, og de store tager sig af resten. Jeg ved godt, at mange bygherrer i form af kommuner, regioner og så videre tænker i lokal beskæftigelse, men spørgsmålet er så, om det overhovedet er den bedste løsning på den lange bane, spørger Flemming Løkke Petersen retorisk.

Mere nytænkning ind udefra
Byggepolitisk strategi udskudt

Det var egentlig planen, at regeringens byggepolitiske strategi skulle præsenteres af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard i løbet af foråret, men byggeriets parter må efter alt at dømme væbne sig med tålmodighed.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets pressechef, Claus Kaae-Nielsen, oplyser til Building Supply, at der endnu ikke er valgt en dato til offentliggørelsen, men at det næppe kommer til at ske før ”medio 2014”.

Også energirenoveringsstrategien er forsinket og bliver næppe præsenteret før i februar eller marts. Den oprindelige udmelding var ellers, at strategien skulle lægges frem før julen sidste år.
Heller ikke en påstand om, at modulbyggeri i stor skal vil tiltrække udenlandske virksomheder får Flemming Løkke Petersen til at sove uroligt om natten.

- Nej, ville det ikke kun være godt? Derved kommer der endnu mere nytænkning og innovation ind i dansk byggeri, for en tysker eller en svensk kan jo komme med lige så gode løsninger som en dansker. Og rent jobmæssigt hyrer man alligevel lokale folk ind langt hen ad vejen, siger Flemming Løkke Petersen med en tilføjelse om, at danske entreprenører heller ikke altid er en garant for danske ansatte på byggepladsen.

Forslaget om modulbyggeri i det offentlige byggeri handler i det hele taget ikke om at skabe danske arbejdspladser frem for alt. Flemming Løkke Petersen vil hellere fokusere på, at de offentlige opgaveudbydere får det bedste og billigste produkt.

Modulbyggeri som potentiel eksportvare
- Man kan og skal ikke stille krav om danske arbejdspladser i sådan et projekt. Det har også noget med pris at gøre, for hvis de danske arbejdere er dyrere end de udenlandske, så skal regningen jo betales et andet sted. I tilfældet med sygehusbyggeri kan forhøjede udgifter til byggeriet jo betyde, at man skærer i budgettet for afdelingen til hjertepatienter. Hvem vinder så ved det? Der bygges supersygehuse for mere end 40 mia. kr. Hvis man for eksempel kan spare fem procent på det budget, står man med 2 mia. kr. i hånden. Det er et stort beløb – det kan vi jo se, når der forhandles finanslov. Så den vinkel skal også med, så det ikke bare gøres til en sag om danske arbejdspladser for enhver pris, understreger Flemming Løkke Petersen.

Og set med danske briller kan det være nok så interessant, at modulbyggeri kan ende som en eksportvare, hvis det offentlige er med til at sætte skub i efterspørgslen herhjemme.

I forvejen er flere uddannelser begyndt at sælge ”indmaden” på skolerne i form af den viden om uddannelserne, vi i Danmark ligger inde med. I det ultimative drømmescenarie kan de udenlandske købere altså også få tilbuddet om at få bygningerne med i købet.

- Samtidig kan vi medsælge indmaden, for danske virksomheder er jo også ret langt fremme, når det for eksempel gælder velfærdsteknologi, lyder det med et grin tilsat en vis mængde optimisme fra Flemming Løkke Petersen.

Artiklen er en del af temaet Byggepolitisk strategi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08