Deltagerrekord til Brdr. Dahl-møder
Interessen for grøn opvarmning med varmepumper og pillefyr trak boligejere i en radius af 50 km fra Næstved og Horsens til informationsmøder i Brødrene Dahls to klimacentre.
2
Billeder
Fremmødet var stort, da Brødrene Dahl inviterede indenfor til møde i virksomhedens klimacenter i Næstved.
Brødrene Dahl har i løbet af den forgangne måned afholdt seks informationsmøder i sine klimacentre i Næstved og Horsens. I gennemsnit var der over 30 deltagere til hvert arrangement, hvilket er kommet som en positiv overraskelse for Brødrene Dahl.
- Vi har åbenbart ramt plet. Interessen har været så stor, at vi har måttet bede de sidste deltagere om at gå, når vi skulle lukke. Mange er kørt en time for at komme og høre om alternative opvarmningsmuligheder. Rigtig mange boligejere har et alt for stort energiforbrug og betaler dyrt for det. Typisk har de et olie- eller gasfyr og går med overvejelser om at skifte til en billigere og mere energivenlig løsning, men de har svært ved at gennemskue, hvad der er det rette for dem, og hvordan regnestykket ser ud. Det er nogle af de spørgsmål, vi har forsøgt at besvare på informationsmøderne, siger Lars Pedersen, salgschef for klima i Brødrene Dahl.
Kontakt til netværk af klimainstallatører
Informationsmøderne satte fokus på solenergi, varmepumper og pillefyr. Ifølge Lars Pedersen er det især varmepumper og pillefyr, der er på boligejernes agenda, men det tilskriver han årstiden. Ud over orientering om de tre klimaløsninger kunne boligejerne også få individuel rådgivning om den optimale løsning til deres bolig og behov samt økonomien i den.
- Vi vil gerne et spadestik dybere end bare at informere, fordi vi ved, at den individuelle kroner og øre beregning er så vigtig for boligejerne. Derfor bad vi deltagerne om at udfylde et kontaktark på forhånd, som vi kunne tilføje yderligere information i, efter at have taget en individuel snak om behov og muligheder. Kontaktarkene bliver videreformidlet til vores netværk af klimainstallatører, hvis man ønsker det. Så kommer de ud og inspicerer boligen og giver en nøjagtig pris for en ny klimainstallationer, siger Lars Pedersen.