23948sdkhjf

Landinspektører i gigantfusion

En sammenlægning af LE34, Landmålergården samt Nellemann & Bjørnkjær skaber nyt stort landinspektørfirma med 290 ansatte og 24 kontorer.
Tre af landinspektørbranchens fire største firmaer fusionerer den 1. januar 2014 og skaber en ny, stor virksomhed med en samlet omsætning i omegnen af en kvart milliard.

LE34 A/S bliver det juridisk fortsættende selskab, men det fusionerede selskab vil blive videreført under alle tre nuværende firmanavne.

- Vi kommer til at sætte helt nye standarder for landinspektørbranchen i Danmark. Vi er overbeviste om, at det at samle kræfterne i ét stærkt selskab bliver til fordel for både kunder og medarbejdere, udtaler Mads Hvolby, administrerende indehaver i Nellemann & Bjørnkjær.

Han indtræder som bestyrelsesmedlem i den nye virksomhed, hvor Landmålergårdens direktør, Kenneth Norre, bliver administrerende direktør, mens LE34’s administrerende direktør, Steen Nielsen, bliver økonomidirektør.

En fremtidssikring
Den kommende administrerende direktør Kenneth Norre understreger, at fusionen på ingen måde gennemføres af nød. Målet er at skabe en slagkraftig virksomhed, som vil bringe det fusionerede selskab op i Superligaen inden for tekniske rådgivervirksomheder i Danmark.

- Samtidig giver det os mulighed for at styrke vores aktiviteter i udlandet, siger han.

- Der er tale om at udvise rettidig omhu og samtidig være visionær. Ved at være én stor rådgivervirksomhed tror vi på, at vi på bedste vis fremtidssikrer vores forretning og organisation til at møde et marked i konstant forandring samtidig med, at vi får et finansielt beredskab af hidtil usete dimensioner i landinspektørbranchen. Der bliver kort sagt et bedre økonomisk råderum til på alle områder at kunne fokusere på investeringer i fremtiden – både lokalt i Danmark men også internationalt, tilføjer økonomidirektør Steen Nielsen.

Det fusionerede selskab kommer til at beskæftige 290 medarbejdere, heraf 120 landinspektører, fordelt på 24 kontorer. Fusionen er betinget af endelig godkendelse på de nuværende tre selskabers generalforsamlinger i 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125