NCC bygger boliger for Essex Invest A/S
Essex Invest A/S har valgt NCC som totalentreprenør til opførelsen af 84 familieboliger i Tårnby.
Opgaven er første skridt mod et strategisk samarbejde mellem Essex Development A/S og NCC.
NCC skal opføre Essex Park Tårnby, som består af i alt 7.280 kvadratmeter boliger centralt i byen, tæt på Tårnby Station, den nye Ørestad, Fields og Metroen.
Både Essex og NCC har erfaring med bolig- og ejendomsudvikling, som kan komme udviklingen af fremtidige partnerskabsprojekter til gode.
Bygningerne er holdt i en stram og nøjsom arkitektur med lyse teglsten, malede trævinduer, åbne glaspartier til opgangene på indgangssiden og store altaner på havesiden. Stuelejlighederne er hævet for at undgå indsigtsgener, og de har egen have med direkte adgang fra terrassen.
Lejlighederne består overvejende af familieegnede tre og firerums-boliger med en enkelt indrettet stue og opholdsrum i åben forbindelse med køkkenet.
Kilde: NCC