23948sdkhjf

Med redningsvest på byggepladsen

På Kvæsthusmolen er ca. 20 mand fra NCC Construction lige nu i gang med at vibrere spuns ned i havnen. Arbejdet ved vandet rummer en ekstra dimension, som stiller store krav til udførelsen.
Mændene fra NCC er i færd med at skabe en 14 meter bred ’fangedæmning’, der skal holde den kommende byggegrube sikker og tør. Før gravemaskinerne til sommer kan starte udgravningen af byggegruben, hvor der senere skal opføres et underjordisk parkeringsanlæg, skal Kvæsthusmolen nemlig først sikres mod det enorme vandtryk fra Københavns Havn.

Folkene fra NCC Construction er vant til at færdes ved vandet – mange af dem var i Gedser i 2011 og 2012, hvor NCC anlagde en ny færgehavn.

- Det er selvfølgelig lidt anderledes at spunse ude i vandet. Du kan blandt andet ikke lige få en landmåler til at sætte en markeringspind, der hvor du skal arbejde, fortæller projektchef Christian Dyregaard.

Folkene skal tage bestik af høj- og lavvande og huske at markere deres arbejdsområde omkring prammen med bøjer, så de ikke får problemer med den øvrige trafik på vandet. På grund af druknefare er det et krav, at man altid arbejder minimum to og to sammen, så der er hjælp i nærheden. Men det er faktisk blæsten, som kan være det største problem, når der skal spunses ved vandet.

Som en prop i en kop vand
Når først spunsningen og udgravningen af byggegruben er overstået, gælder det anlægningen af selve parkeringsanlægget. Arbejdet kommer til at foregå så dybt, at det bliver nødvendigt at sænke grundvandet lokalt i byggegruben.

- Vi regner med, at vi skal dræne ca. 400 m3 vand fra byggegruben – hver time. En del af det vand pumper vi så tilbage ned i jorden under det omkringliggende nabolag. Det er nemlig funderet på pæle fra gamle dage, og hvis de tørrer ud, så rådner de, forklarer Christian Dyregaard.

Når parkeringsanlægget først er bygget og tætnet med en membran, får grundvandet lov til at trænge op i jorden under og omkring anlægget. Det skaber så stort et vandpres på parkeringsanlægget, at man er nødt til at holde det nede med flere store ankre på undersiden. Ellers kunne vandtrykket presse hele parkeringsanlægget opad som en korkprop i en kop vand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094