Sikkerhedsstyrelsen trak sin udmelding om solceller
Håndværkernes brancheorganisation glæder sig over, at Sikkerhedsstyrelsen alligevel ikke har udsendt en "alt for bombastisk udmelding".
Den pressemeddelelse fik DS Håndværk & Industri overrakt mandag aften af styrelsen. Men den nåede aldrig ud i offentligheden.
DS Håndværk & Industri var meget uenig i styrelsens formulering, fordi organisationens opgørelse viser, at det i værste fald kan dreje sig om maksimalt 7000 solcelleejere, som måske kan have en ukorrekt type fejlstrømsafbryder, og organisationen reagerede derfor tirsdag imod meddelelsen, men konstaterede, at pressemeddelelsen aldrig blev offentliggjort.
Man gør folk unødigt nervøse
Det får DS-kommunikationschefen Kristine Lyngbo til at undre sig:
- Men det er kun fuldt ud tilfredsstillende, hvis Sikkerhedsstyrelsen har valgt at trække udmeldingen tilbage. Så har de måske lyttet til vores kritik, og det kan vi kun være utroligt glade for, siger hun.
Mandag aften, 11. november, holdt DS Håndværk & Industri møde med Sikkerhedsstyrelsen, hvor brancheorganisationen udtrykte sin kritik.
- Vi mener ikke, det er harmløst at gøre så mange unødigt nervøse for deres solcelleanlæg. Hvis der skal sendes en så alvorlig advarsel ud, skal den være både korrekt og præcis. Der er behov for ro på hele solcellesituationen, så vi kan fortsætte udviklingen af brugen af vedvarende energi, siger Kristine Lyngbo.
Styrelsen tjekker fakta
Sikkerhedsstyrelsens pressechef Dorthe G. Rasmussen bekræfter, at Sikkerhedsstyrelsen mandag aften sammenkrøllede en pressemeddelelse, som skulle have været udsendt tirsdag.
- Det valgte vi at gøre, fordi vi kom i besiddelse af nye oplysninger, som betød, at vi var nødt til at kontrollere nogle fakta i vores meddelelse. Vi vil være helt sikker på, at vi træffer den helt rigtige afgørelse, siger hun.
Styrelsen vil dog ikke oplyse, hvilke fakta det nøjagtigt drejer sig om, og det er ikke fastlagt, hvornår Sikkerhedsstyrelsens endelige udmelding om solcellers fejlstrømsafbrydere skal udkomme. Styrelsen lover dog, at det sker snart.
- Vi formoder, at det bliver i denne uge, siger pressechefen.