KB Electrotech: Konkursboet fritstiller medarbejderne
Virksomheden er nu under konkursbehandling, og de 25 ansatte er fritstillet.
- Vi har opsagt medarbejderne primo november, fortæller kurator Jan Bruun Jørgensen, advokat ved Andersen Partners i Kolding, til Building Supply.
Virksomheden begærede sig selv konkurs den 25. oktober.
Ingen løsning i Norge
Det er ikke lykkedes for kurator at få afsat nogle af den konkursramte virksomheds projekter i Norge. Og Jan Bruun Jørgensen fortæller, at man prøver at begrænse tabet i boet ved at skabe den bedste økonomi i projekterne.
- Vi arbejder med løsninger fra projekt til projekt, og vi leder efter en fornuftig løsning med de store norske projekter, men der er mange udfordringer i at nå i mål, siger kurator.
Store i Norge
Virksomheden havde flere store projekter i Norge. Her var en el-enterprise til en 2,5 km lang undersøisk tunnel under Trondheim med tilkørselsveje én af de største.
Tunnelprojektet i Trondheim var en ordre til 75 millioner kroner, og efter planen skulle tunnelen står færdig i april 2014.