Flere håndværkere forventer vækst i 2025

Der er forventninger om vækst i 2025 hos de danske håndværkere. Det viser en rundspørge, som er lavet forud for byggeri-messen Byggeri '25.
Rundspørgen, der er foretaget via sociale medier blandt håndværkere og øvrige fagfolk fra hele landet, viser, at to ud af tre ser vækst i renovering, mens hver tredje forventer vækst i nybyggeriet.
Samlet set forventer 54 pct. af ejerne, direktørerne og mestrene hos landets håndværkere øget omsætning i 2025, mens kun 11 pct. forventer fald.
- Tallene er overordnet meget positive, og vi mærker optimismen både i byggecentrene og i interessen for messen. Men det er også interessant, at dobbelt så stor en andel af håndværksvirksomhederne forventer vækst i renoveringsopgaverne som i nybyggeriet, udtaler Palle Thomsen, der er adm. direktør i Danske Byggecentre, der er arrangør af Byggeri-messen.
- Det understreger vigtigheden af, at vi udover at vise de nyeste mest innovative materialer, værktøjer og løsninger på Byggeri’25 også har fokus på udviklingen og fremtiden i branchen, siger han.
Desuden forventes det at skubbe yderligere til udviklingen, at over dobbelt så mange boligejere med energimærke D nu også søge støtte fra en nyåbnet renoveringspulje på 38,4 millioner kroner.
Byggeri-messen er Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i Fredericia. Bag messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets byggecentre, trælaster og byggemarkeder.
Byggeri ’25 afholdes 18. til 21. marts 2025 fra kl. 9.00 – 16.30.