23948sdkhjf

Virksomheder politianmeldt – nu nægter håndværkerne at arbejde

En række politianmeldelser fra Byggefagenes Samvirke har bragt sindene i kog på en byggeplads i Aalborg

Op mod 200 håndværkere har været udsat for asbestfare i Aalborg.

Sådan lød det torsdag fra Byggefagenes Samvirke, der meddelte, at der i den forbindelse var indgivet en politianmeldelse af bygherre, bygherrerådgiver og samtlige entreprenører beskæftiget med ombygningen af Badehusvej 5-13 i Aalborg.

Det fik fredag morgen 25 håndværkere fra Erik Fals A/S og Ib Andersen VVS A/S til at nægte at gå ind på byggepladsen, skriver Nordjyske.

Mest gale på arbejdstilsynet

Håndværkerne retter ifølge mediet deres frustration mod Arbejdstilsynet. Asbestprøver fra byggepladsen viser overskridelse af grænseværdierne for asbest.

Arbejdstilsynet har undervejs udstedt flere påbud ogstrakspåbud – alt imens ledelsen på byggepladsen hele tiden har hævdet, at der er styr på arbejdsmiljøet.

Håndværkerne fra de mange faggrupper på byggepladsen har gentagne gange udtrykt nervøsitet over forholdene, og for de ansatte hos Erik Fals A/S og Ib Andersen A/S var torsdagens politianmeldelse dråben, der fik bægeret til at flyde over.

- Vi er mest gale på Arbejdstilsynet, for vi ved fra aktindsigten, at de ved, at der er ting, som ikke er i orden. Men de er der ikke, og de gør ikke noget. Vi synes, de bør lukke byggepladsen, hvis forholdene er så farlige, som de skriver, de er, siger Mads Pedersen, tillidsmand hos Erik Fals A/S, til Nordjyske.

Han har selv flere gange gået på byggepladsen på Badehusvej.

- Vi ved fra aktindsigten, at Arbejdstilsynet ved, at der er problemer med asbest på arbejdspladsen. Vi har så en forventning om, at de vil lukke arbejdspladsen. Det har jeg flere gange oplevet, at de gør på en byggeplads, hvor der er for meget mudder. Her er der tale om asbest, men de gør ingenting. Det er frustrerende, siger han. 

Har bedt om redegørelse

Bygningerne på Badehusvej 5-13 har tidligere huset CW Obels Tobaksfabrik og Aalborg Universitet. I dag rummer bygningerne blandt andet byretten i Aalborg.

Ifølge pressemeddelelsen fra Byggefagenes Samvirke er bygningen tidligere brandsikret på alle bærende konstruktioner med sprøjteasbest. Ombygningen blev sat i gang i slutningen af 2023, og her startede nedrivningen, hvor bygherre ifølge samvirket valgte at indkapsle asbesten i stedet for at fjerne den.

“Byggefagene Samvirke i Aalborg kan påvise, at Brix og Kamp A/S, samt øvrige entreprenører på pladsen, har udsat samtlige håndværkere på byggepladsen for fare/eksponering gennem hele byggeriet, ved ikke at håndtere de gældende regler vedr. asbest på området korrekt. Samtidig har man ladet alle håndværkere på byggeriet arbejde videre i potentiel asbestinficerede områder, uden at tage hensyn til håndværkernes sikkerhed og sundhed”, lyder det i pressemeddelelsen.

Af den grund valgte Byggefagenes Samvirke torsdag at indgive en politianmeldelse mod bygherre C.W. Obel, bygherrerådgiver Brix og Kamp A/S samt mod en række andre virksomheder, der har været involveret i renoveringsarbejdet, blandt andre Erik Fals A/S samt Ib Andersen VVS A/S.

Hos såvel Brix og Kamp som hos Erik Fals A/S henviser direktionen til bygherre C.W. Obel, der for nuværende ikke ønsker at stille op til interview.

“Vi tager sagen om Badehusvej 5-13 i Aalborg meget alvorligt og har derfor bedt vores bygherrerådgiver, Brix & Kamp, om en grundig redegørelse for sagen,” skriver adm. direktør Jan Kristensen i en mail til Building Supply.

Han tilføjer:

“Vi har endnu ikke modtaget besked fra Nordjyllands Politi om den politianmeldelse, som skulle være indgivet af Byggefagenes Samvirke. Når vi har modtaget denne og redegørelsen, tager vi stilling til, hvad der fra vores side skal ske i sagen. Vi har brug for at have fuldstændig klarhed over sagen, før vi kan kommentere den yderligere.”

Building Supply har desuden forsøgt at indhente en kommentar fra Ib Andersen VVS A/S. Det er ikke lykkedes inden deadline.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.051