Panik før lukketid? Leverandør ser muligt rush forude
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/60957282.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=660&accessToken=ca3d9f0967f6d75c4ee5f52620670b1c9ffb8edcd14f3244b995bde91b706172)
Hos porebetonproducenten Xella er man før blevet skuffet.
- Markedet er gået lidt op og ned det seneste års tid. Sidste forår så vi lidt positive tendenser, så jublede vi, og så tog det efterfølgende et dyk. Og det samme skete i sensommeren, fortæller Rasmus Jensen, sales performance manager hos Xella Danmark.
Det er derfor med en vis forsigtighed, armene nu igen er på vej op på det danske hovedkontor i Vejle.
Ikke desto mindre tør Rasmus Jensen godt kategorisere stemningen som optimistisk, og han ser gode indikationer på, at markedet nu for alvor er på vej tilbage i omdrejninger.
- I sidste kvartal af 2024 lød meldingen fra vores kunder, at der er blevet lukket en masse huse hos dem. Så 2025 tegner til at blive et bedre år end både 2023 og 2024, lyder Rasmus Jensens spådom.
Dermed er han på linje med flere andre af byggeriets leverandører. Hos såvel Velux som Troldtekt vejrer man ligeledes morgenluft, og ifølge Curt Liliegreen, økonom og direktør for Boligøkonomisk Videncenter, er det særligt parcelhusbyggeriet, der står over for en genopblomstring.
Et ben i boom
Det billede bekræfter Rasmus Jensen, der fortæller, at Xella kort fortalt står på tre nogenlunde lige store ben; trælastsalget, kontraktsalget på typehuse og rækkehuse og endelig projektsalget.
- Ser vi på segmenter, så er enfamilieshusene en stor del af forretningen. Her sidder vi på en god del af markedet, og derfor kan vi også give et fornuftigt bud på udviklingen det kommende år, siger han.
Det er da også i netop det segment, man hos Xella ser det største vækstpotentiale den kommende tid. Mere præcist forventes den del af forretningen at vokse 8-10 pct. sammenlignet med sidste år, mens man på rækkehusforretningen forventer en vækst i niveauet 5-6 pct. Mindre sikre er prognoserne ifølge Rasmus Jensen, når det kommer til de store projekter.
![- Min forventning er et stærkt første halvår og et endnu stærkere andet halvår, siger Rasmus Jensen, sales performance manager hos Xella Danmark. - Min forventning er et stærkt første halvår og et endnu stærkere andet halvår, siger Rasmus Jensen, sales performance manager hos Xella Danmark.](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/121637027.jpg?t[strip]=true&t[quality]=75&t[crop][width]=1200&t[crop][height]=1444&t[crop][x]=0&t[crop][y]=156&t[resize][width]=1000&t[resize][height]=1203&accessToken=f76e2e228adb9b0b0ab9c0f66556b7683511e3ee109988a860c8892f3c7ce118)
- Her har vi de sidste år set en helt uhørt mængde byggerier blive udskudt som reaktion på de stigende materialepriser, inflation og stigende renter, så der ligger en masse projekter i pipeline, som vi selvfølgelig håber kommer i gang i årets løb, siger han.
Samlet set har porebetonproducenten budgetteret med en vækst på mellem 10 og 15 pct., og når det kommer til enfamilieshusene, der altså forventes at trække den største del af læsset, er blikket først og fremmest rettet mod hovedstaden.
- Det er omkring København og i Nordsjælland, det går stærkest, det er der ingen tvivl om, siger Rasmus Jensen, der dog også ser fremgang i det jyske.
- I Midt- og Østjylland fra Vejle og op til Aarhus, Horsens og Silkeborg – måske ud til Herning og Randers – kommer det også til at gå stærkt, men ikke helt så stærkt som omkring hovedstaden, lyder det.
Et muligt rush
Også når det kommer til geografien flugter Rasmus Jensens forudsigelser således med Curt Liliegreens, og de to er ligeledes enige om, at det særligt bliver i andet halvår af 2025, der kommer fart i byggeriet.
- Min forventning er et stærkt første halvår og et endnu stærkere andet halvår, spår Rasmus Jensen, der peger på, at Xellas januar-tal viser en salgsfremgang på 22 pct. sammenlignet med januar 2024.
At han forventer, der kommer yderligere fart på, hænger dels sammen med kundernes positive udmeldinger, dels med den faldende rente og inflation og endelig med en dagsorden, der lige nu fylder for alle byggeriets aktører.
- Det altoverskyggende tema lige nu er jo bæredygtighed og de nye klimakrav, der træder i kraft til sommer. Det kan vi også høre på vores kunder, og deres forventning er, at der kommer et rush for at få byggetilladelser igennem, inden de nye regler træder i kraft, fortæller han.
Ikke desto mindre forventer Xella, at de nye maksimumsgrænser for et byggeris CO2-udledning er nogle, virksomheden kommer til at profitere på.
For nyligt kunne producenten nemlig løfte sløret for det nye Ytong Element Light, der er kommet til verden efter to års udviklingsarbejde, og som vejer godt 18 pct. mindre end producentens standardelementer. Det betyder, at der skal bruges mindre råmateriale, ligesom transportomkostningerne reduceres, og ifølge Rasmus Jensen har interessen allerede været stor.
- Vi kan klart mærke en efterspørgsel, så vi føler os godt positioneret i forhold til at servicere og udvide den eksisterende kundebase. Sidstnævnte forklarer også hvorfor vi lægger vores budget højere, end hvad væksttallene umiddelbart indikerer, siger han.
Xella Danmark, der er et datterselskab under tyske Xella Baustoffe, kom ud af regnskabsåret 2023 med en bruttofortjeneste på 25 mio. kr. og et resultat før skat på 5,8 mio. kr. Regnskabet for 2024 er endnu ikke offentliggjort.