23948sdkhjf

Kong Frederik lægger første sten til genopbygningen af Børsen

Arbejdet med at genopbygge 400 år gammel børs markeres, når kongen i september lægger første del af fundament

Det er snart fire måneder siden, at Børsen i København brød i brand, og op mod halvdelen af bygningen gik op i røg.

Siden er de nedbrændte ruiner blevet fjernet, og brandtomten ryddet.

Inden længe - 26. september - lægger kong Frederik den første sten i fundamentet under den del af Børsen, som skal genopføres.

Det fortæller Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, som ejer bygningen.

- Det var hele tiden planen at fejre Børsens 400 års jubilæum i september.

- Det holder vi fast i, og vi bruger anledningen til at markere, at vi nu går i gang med at bygge for de næste 400 år, siger Brian Mikkelsen.

Allerede kort efter branden var meldingen fra direktøren, at bygningen vil blive genopført "no matter what".

Bygningen med det ikoniske dragespir på toppen var forsikret, og finansieringen af genopbygningen er på plads.

Selv om kongen markerer begyndelsen af genopbygningen i slutningen af september, vil det ifølge Brian Mikkelsen tage "mange år", før bygningen står klar.

- Den østvendte del af bygningen, som ikke brændte, men blev skadet af røg og vand, kan nok være færdig i løbet af et års tid. Men den vestvendte del, der brændte helt ned, kommer til at tage mange flere år.

Hvor mange år vil Brian Mikkelsen ikke gætte på, men vi skal på den anden side af 2028, lyder det.

Det skønnes, at der skal bruges 800.000 mursten til genopbygningen. En del af dem renses og genbruges fra de nedbrændte ruiner.

Derudover skal der bruges mellem 500 og 800 fyrretræer som bjælker i den brændte del af bygningen.

Når Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt arkitekttegningerne, skal opgaven med at bygge den nedbrændte del af Børsen sendes i udbud.

- Vi skal nok finde de rette til at udføre arbejdet. Mange håndværkere har allerede budt sig til.

- Den store opgave bliver at koordinere det hele. Der skal tages tusindvis af beslutninger.

- Det har vi heldigvis et helt hold, der er dedikeret til. Jeg er helt tryg ved, at vi får lavet en bygning, der står de næste 400-500 år, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082