23948sdkhjf

Danske arkitekter skal tegne 22.000 m² inspirationscenter i Kina

Kullegaard Arkitekter har fået til opgave at tegne et 22.000 m² stort inspirationscenter for pels, der med sit nordiske design skal være varemærke i byen Tong Er Bu.
En kinesisk bygherre har bedt Kullegaard Arkitekter fra Holbæk tegne et arkitektonisk varetegn i byen Tong Er Bu i Liaoyang-provinsen i det nordøstlige Kina. Området skal være et innovativt uddannelsescenter for bearbejdning og design af eksklusive pelsprodukter.

- Liaoyang Kopenhagen Fur Studio vil blive en symbiose af moderne arkitektur og det traditionelle materiale mursten med klassiske kinesiske feng shui-principper implementeret, forklarer chefarkitekt Kirstine Toft Dahl.

Kineserne har set nærmere på tre forskellige forslag fra arkitekterne, hvoraf det ene er valgt. Kullegaard Arkitekter vil sikre den nordiske lethed ved at satse på åbne byggerier, hvor inde- og udearealer knyttes tæt sammen efter dansk tradition, og hvor de varme farver er fremherskende. De 16.000 m² skal indeholde administration, showroom, design og undervisningslokaler. Yderligere 6.000 m² skal indrettes som lager. Hele komplekset er et lukket toldområde, hvor de indkomne pelse kan told-deklareres, inden de sendes ud.

Muligvis største danske arkitektopgave nogensinde i Kina
Det er under besøg hos Kopenhagen Fur, kineserne har fået en rigtig god fornemmelse for Kullegaard Arkitekter. Holbæk-firmaet har de seneste år tegnet blandt andet en ny, stor tilbygning til restauranterne, et stort produktionskøkken og servicefaciliteter for Kopenhagen Fur.

Desuden står Kullegaard Arkitekter for at definere den nye designlinje, som det internationale pelsfirma er ved at indrettet sig efter i det store auktionshus i Glostrup. Arkitektfirmaet er desuden blevet anbefalet til de Kinesiske myndigheder og bygherre af Kopenhagen Fur:

- I Kopenhagen Fur vil meget gerne dele vores succes i Kina med andre danske virksomheder. I dette tilfælde har vi anbefalet Kullegaard Arkitekter. Det kan meget vel blive til den største danske arkitektopgave nogensinde i Kina, siger adm. direktør for Kopenhagen Fur, Torben Nielsen.

Taknemmelige arkitekter
- Vi er meget taknemmelige over at vores kunde, Kopenhagen Fur, har anbefalet os til dette projekt. Vi sætter utrolig stor pris på tilliden, som vi vil anstrenge os til de yderste for at kvittere for. Vi er stolte over, at den kinesiske bygherre har modtaget projektet positivt og vil anbefale os til andre bygherrer i området, siger Lars Hørlyck.

Han betragter opgaven i Kina som et direkte udslag af den strategi, som arkitektfirmaet har satset på i den forholdsvis nye afdeling Kullegaard InSight:

- Vi arbejder efter et koncept, der bygger på tætte og langvarige relationer til vores erhvervskunder. Der er en grundlæggende tillid mellem os og vores bygherre, som skabes ved, at vi altid er fokuseret på at skabe værdi for kunden i alle aspekter af et projekt. Vi har en ambition om, at vi også gerne vil følge denne gruppe kunder i udlandet, når de har behov for udvidelser, tilbygning og nye afdelingskontorer. Samarbejdet med Kopenhagen Fur er et eksempel på, at vi gerne følger kunden til udlandet, siger Lars Hørlyck, der sammen med partner Ulrik Mortensen leder InSight, der i øjeblikket tæller 15 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095