Videnshus holder tidsplanen
Håndværkerne, som har deres daglige gang i det nye 4.800 m2 store videnshus på havnen i Sønderborg, arbejder hen over ferien for at holde tidsplanen på projektet.
Byggeriet gik i gang i januar sidste år, og i dag har 35 håndværkere deres daglige gang i det nye 4.800 m2 store videnshus.
Læs mere: Videnshus begyndelse på omdannelsen af Sønderborg.
For at holde tidsplanen på projektet vil der blive arbejdet på byggeriet også i sommerferien, fremgår det af seneste nyhedsbrev fra Byens Havn. Størstedelen af bygningen er således allerede udlejet til TeleBilling, KPMG og Rambøll, som rykker ind i uge 42.
Fuld fart på byggeriet
I øjeblikket går det stærkt med monteringen af de bronzerede plader, så bygningen får sin endelige form, og omkring ferien er alle plader på plads. I juli arbejdes mest inde i bygningen.
Efter ferien fortsætter det udendørs arbejde med også at fylde op i terræn ned mod vandet. Langs med bygningens vandside bliver der ti trappetrin, som også kan opleves som siddetrin, især når der ikke bliver arbejdet i bygningen. Desuden bliver der opsat bænke langs med vandet, så publikum kan gå og cykle langs hele strandpromenaden.