Krone Vinduer: 95 millioner i omsætning næste år
Specialproduktion og eksport er hjørnesten i den strategi, der skal drive væksten hos Krone Vinduer i de kommende år. Især på det norske marked er forventningerne høje.
Virksomheden er vokset markant gennem en årrække og har øget sin omsætning fra 40 mio. kr. i 2005 til 85 mio. kr. i 2012. Kaj Bundgaard vurderer, at vinduesmarkedet er skrumpet med omkring 25 procent under krisen, og det er en af årsagerne til, at han har rettet blikket mod Norge, hvor konjunkturerne i byggebranchen er anderledes gunstige:
- Vi vil gerne fortsætte den vækst, vi har haft de sidste mange år, og forhåbentligt kan vi med en fast mand i Norge øge omsætningen til 95 millioner kroner næste år, siger Kaj Bundgaard i et interview med Nordjyske Stiftstidende, hvor han desuden fremhæver virksomhedens satsning på specialordrer som en vigtig faktor for fremgangen.
Siden opstarten af dette forretningsområde i 2005 er byggeprojekter som Copenhagen Business School, Bølgen i Vejle og et DGNB-certificeret sundhedshus i nordjyske Pandrup føjet til CV’et, og specialproduktion fylder i dag cirka en tredjedel af fabrikkens omsætning.