23948sdkhjf

Adgangskrav godt for installatørbranchen

Forslaget om, at unge skal bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik for at få adgang til en erhvervsuddannelse, vil være til stor gavn for installatørbranchen, mener Tekniq.
Torsdag fremlagde DA og LO et reformforslag for erhvervsuddannelserne, som vil sikre, at de unge, der starter på en erhvervsuddannelser, reelt er uddannelsesparate. Udover et helt basalt krav om at have bestået folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, skal de unge være motiverede for uddannelse og afklaret om, hvilken uddannelse de vil i gang med.

Installationsbranchen er en af de mest flittige aftagere fra erhvervsskolerne, og derfor glæder brancheorganisationen Tekniq sig over, at der er enighed om at stille højere krav til kommende lærlinge. Det er en forudsætning for, at lærlingene får en god uddannelse, og at erhvervsuddannelserne får et image- og profilløft, som gør dem attraktive for flere dygtige unge.

- Aftalen mellem DA og LO er ambitiøs og indeholder en række af de initiativer, som installationsbranchen i de seneste år har efterspurgt og sukket efter. På helt centrale punkter mener vi, at aftalen giver svar på en række af de udfordringer, vi kan se, virksomhederne står over for i de kommende år, siger underdirektør i Tekniq, Tina Voldby, og fortsætter:

- Elektriker- samt vvs- og energiuddannelsen har i dag et fagligt og et teknisk indhold, der er så højt, at det kræver betydelige grundlæggende faglige færdigheder at gennemføre uddannelsen. Derfor er det helt afgørende, at vi nu klart slår fast, at unge, der forlader folkeskolen uden at have bestået matematik og dansk, ikke kan optages på en erhvervsskole – ja de unge skal tilmed også opfylde et konkret adgangskrav knyttet til den enkelte erhvervsuddannelse. Der kræves altså forskellige faglige forudsætninger alt efter, om man vil være frisør, elektriker, maler eller vvs-energitekniker, siger Tina Voldby.

Kan fange flere unge
Derudover udtrykker Tina Voldby tilfredshed med, at aftalen indeholder stort fokus på at sikre mere kvalitet i erhvervsuddannelserne og sikrer, at dygtige unge vælger en erhvervsuddannelse og udfordres fagligt.

- Vi har i installationsbranchen i årevis arbejdet for at sikre, at den undervisning, der tilbydes på skolerne, både udfordrer og udvikler kvalificerede og uddannelsesparate elever på alle niveauer. Derudover glæder vi os over, at vi nu sender et klart signal om, at der skal udbydes både boglige og faglige fag på et højere niveau end det obligatoriske. Og endelig vil vi meget gerne bidrage til, at talentarbejdet styrkes gennem oprettelse af talentspor inden for vores områder, blandt andet fordi vi om ganske få år står med begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger Tina Voldby, som ser initiativet som en måde at gøre nye grupper af unge interesserede i erhvervsuddannelserne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093