23948sdkhjf

Munck Asfalt indgår aftale på 200 km

Entreprenørselskabet har indgået en 4-årig samarbejdsaftale med Assens Kommune. Frem til 2016 skal firmaet lægge asfalt på en femtedel af kommunens samlede vejnet.
I dag den 29. april fylder Assens-borgmester Finn Brunse det første hul på Parkvej i Tommerup St. og markerer dermed den nye samarbejdsaftale mellem Assens Kommune og Munck Asfalt. Den indebærer, at entreprenør- og asfaltfirmaet frem til 2016 skal lægge asfalt på en femtedel af det samlede vejnet i kommunen. Det svarer til ca. 200 km.

Baggrunden for aftalen skal findes i budget 2014, hvor Assens Byråd satte ekstra 40 mio. kr. af til vejbelægninger. Det betyder, at der samlet skal investeres mere end 60 mio. kr. i vejnettet de næste fire år.

- En del af vejene trænger i Assens Kommune, det er vist ingen hemmelighed. Derfor glæder det mig også, at vi tager fat på opgaven nu. En anden god sidegevinst ved samarbejdsaftalen er dog også, at vi får flere i job, som i sidste ende betyder øget vækst. Man kan sige, at den nye asfalt sætter gang i hjulene på mere end én måde, siger borgmester Finn Brunse.

Udbudt som partneringaftale
Opgaven har været udbudt som partneringaftale med et tæt samarbejde mellem bygherre (Assens Kommune) og entreprenør (Munck Asfalt) med høj grad af videndelingen.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget Lars Kristian Pedersen, kan fortælle, at 10 nøglemedarbejdere fra Assens Kommune og Munck Asfalt har været samlet en hel dag, hvor de i fællesskab lavede en samarbejdsaftale, for at skabe det mest optimale arbejdsklima fra starten.

Direktør for Munck Asfalt, Hans Christian Munck, udtrykker også stor tilfredshed med opgaven:

- Vi glæder os til det kommende samarbejde, hvor partnering-modellen netop sikrer, at vi som entreprenør kan tilpasse vores ekspertise præcist til de behov, som Assens Kommune beskriver. Vi får mulighed for at planlægge langsigtet, og entreprisen vil sikre arbejdspladser i en længere periode både til udlægning af asfalt, på vores asfaltfabrik på Vestfyn og hos vognmænd og øvrige leverandører. Det glæder os desuden, at Assens Kommune integrerer social ansvarlighed i opgaven, hvilket ligger fint i forlængelse af den politik, som vi allerede har i firmaet.

Kom til bobler og kransekage
Som nævnt bliver samarbejdsaftalen markeret mandag den 29. april 2013 kl. 16.00 på Parkvej i Tommerup St. lige over for Tommerup Hallerne.

Der vil være lidt kransekage og champagne for at fejre det kommende samarbejde og borgmester Finn Brunse, udvalgsformand Lars Kristian Pedersen, adm. direktør Hans Christian Munck og divisionsdirektør Claus Storm Andersen fra Munck Asfalt vil fylde det første hul. Alle er velkomne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094