23948sdkhjf

Arkas vender minus til plus

Efter et år med flot vækst har dør- og portproducenten igen sorte tal på bundlinjen. Det åbner mulighed for nye investeringer i produktionen.
- Det ser rigtigt, rigtigt godt ud, og 2012 bliver afgjort bedre end 2011.

Sådan lød den positive melding fra Arkas-direktør Henning Jensen, halvvejs gennem regnskabsåret 2012, og det netop offentliggjorte årsregnskab viser, at spådommen holdt stik.

Takket være en omsætningsfremgang på 18 procent lykkedes det at øge bruttoresultatet fra 2,93 til 3,54 mio. kr. På bundlinjen betyder det, at underskuddet på 0,6 mio. kr. fra 2011 er vendt til et overskud på 0,3 mio. kr. Og forventningen er, at den positive udvikling fortsætter:

- Vi er kommet godt fra start i 2013 også, men om vi kan vokse tilsvarende, er selvfølgelig svært at sige. Det er et vanskeligt marked, men på baggrund af de seneste måneder, ser det fornuftigt ud, siger Henning Jensen til Building Supply.

- Årsagen til, at vi går frem, er først og fremmest, at vore investeringer i maskiner og IT er slået igennem. Vi har fået styr på løn og processer. Det er vigtigt i dagens Danmark, hvor du ikke har råd til at have ansatte, som i perioder ikke har nok at lave, uddyber Arkas-direktøren.

Dialog og hurtig levering
Henning Jensen har en baggrund som direktør i Jyde Port og overtog Arkas, som dengang hed PE Porte, tilbage i 2008. Siden er omsætningen fordoblet, og ud fra filosofien om, at investeringer bedst betaler sig i dårlige tider, blev der forrige år købt to cnc-maskiner og en ti etagers presser. Det har været med til at øge kapaciteten og nedbringe leveringstiden inden for hårdttræ, og næste skridt bliver indkøb af en ny cnc til produktion af stålporte:

- Det er vigtigt at kunne levere stort set fra dag til dag, men med hensyn til stålporte oplever vi, at det går ud over leveringstiden, når der kommer mængde på. Vi vil gerne være på forkant, og takket være vores økonomiske udvikling har vi muligheden gøre det, og jeg regner med, at vi går ud og investerer igen sidst på året, siger Henning Jensen.

Siden navneskiftet i august 2011 har Arkas arbejdet på at få foden ind på de nære eksportmarkeder i Tyskland, Sverige og Norge. Indtil videre er det lykkedes at hente nogle opgaver på det norske marked, men opstarten i udlandet har vist sig at tage længere tid end forventet. Derfor er det først og fremmest samarbejdet med de lokale trælaster i Danmark, der skal drive udviklingen i disse år:

- Vi har formået at vinde andele i et vanskeligt marked, fordi vi er blevet dygtigere til at gå i dialog med kunderne og nedbringe mængden af fejl. Inden for træproduktion vinder vi helt klart på de hurtige leverancer, siger Henning Jensen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093