23948sdkhjf

Det bliver lettere at se lyset

Lysberegningsprogrammet LysDiagnose, som er udviklet af brancheorganisationen FABA og giver energirådgivere, installatører og ingeniører mulighed for at vise vej til energibesparelser på belysning, findes nu i en ny udgave.
Selvom LysDiagnose, et pc-værktøj der gør det muligt at finde frem til konkrete energibesparelser på belysningsanlægget, knap har to år på bagen, er det allerede trådt ind i en ny generation.

Med version 1.2 er der sket to væsentlige ændringer i beregningsprogrammet: Fremover illustreres besparelsespotentialet over belysningsanlæggets levetid, typisk 25 år, lige som elprisens løbende stigning inddrages i beregningen.

- Hvor meget energipriserne kommer til at stige er uvist. Men det varer ikke længe, før prisen på en kilowatt-time er blevet så høj, at det bliver bydende nødvendigt at få skiftet ineffektive belysningsanlæg ud. Udgangspunktet i beregningen er de seneste 10 års gennemsnitlige prisudvikling på el, men brugeren kan nemt beregne besparelsespotentiale og tilbagebetaling under andre forventede scenarier, forklarer Willy Goldby, direktør i FABA, Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Belysningsarmaturer, som står bag programmet.

I version 1.2 kan brugeren desuden vælge, om det viste forslag til nyt belysningsanlæg skal være for et dyrt eller billigt et af slagsen. CO2-besparelsen ved omlægning til et nyt anlæg vises også i de fremtidige beregninger.

Her og nu i stedet for frem og tilbage
LysDiagnose er udviklet som en hjælp til blandt andre energirådgivere, ingeniører og elinstallatører, så de kan få indsamlet alle relevante oplysninger, når de besøger en kunde.

- Bygningsejeren kan med det samme få oplyst, hvor store besparelser der følger i kølvandet på energirigtig belysning, og få et kvalificeret bud på forskellige løsningers pris. LysDiagnose gør det muligt at give en kompetent og tidssvarende rådgivning, som samtidig er meget visuelt og grafisk. Det hjælper kunden til konkret at forstå, hvor stort potentialet reelt er, siger Willy Goldby og tilføjer, at energirådgivere dermed ikke behøver at vende tilbage til kunden flere gange for at indsamle ekstra oplysninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111