23948sdkhjf

544 rækkehuse renoveres

I Albertslund får 544 familier over de kommende tre år deres rækkehus ført op til moderne standard. MT Højgaard har hovedentreprisen på opgaven, og har valgt Taasinge Elementer som samarbejdspartner på tag- og facadedelen.
Frem til 2015 indgår Taasinge Elementer i et renoveringsprojekt, hvor 544 rækkehuse i Albertslund skal renoveres for at fremtidssikre boligerne og give dem tidssvarende boligkvaliteter.

MT Højgaard har hovedentreprisen på opgaven, og har altså valgt Taasinge Elementer som samarbejdspartner på tag- og facadedelen. Opgaven omfatter komplet renovering fra yderst til inderst med nye facader og nye tage for at opnå en tidssvarende isoleringsstandard.

- Ud af de seks elementleverandører, der gav tilbud på opgaven, blev Taasinge Elementer valgt til opgaven. Årsagen er først og fremmest at de var de billigste. Men dernæst ved vi også, at de kan føre ideerne ud i livet, og arbejder målrettet hen mod målet. Sidst, men ikke mindst, så kan de sammenholde økonomi og teknik i ét spil. Det betyder, at vi kan være sikre på, at økonomien holder hele vejen igennem, samtidig med at vi har den mest kompetente sparringspartner, siger senior tilbudsberegner Erik Lindgren hos MT Højgaard.

Totaludskiftning frem for delvis renovering
Projektet er et led i Albertslund kommunes helhedsplan for bygningsfornyelse i Albertslund Syd. Oprindeligt var der lagt op til delvis udskiftning af facader, men MT Højgaard og Taasinge Elementer foreslog at foretage en totaludskiftning af facade-elementer frem for en delvis renovering. En løsning der sikrer, at der ikke opstår skimmel mv. fra de gamle facader, og som bygherren er meget begejstret for.

Dermed omhandler projektet en komplet renovering på tag og facade, tilbygning af karnapper med store glaspartier i stueetagen og nye vinduer i stueetage samt på 1. sal. Renoveringen betyder også, at boligerne bliver udvidet fra 90 til 106 m2.

Holder hjulene i gang
For Taasinge Elementer, der gennem mere end 40 år har specialiseret sig i præfabrikerende træelementer til byggeriet – kvist-, tag-, facade- og dækelementer, er projektet særdeles kærkomment – det er med til at holde gang i hjulene i en tid, som generelt er hård for branchen:

- Projektet er en af de største enkeltstående leverancer her i Taasinge Elementer, og derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for ordren. Samtidigt er det en ordre, der passer rigtig godt ind i vores produktionsflow og en ordre, der kan gennemføres uden de store flaskehalse i projekteringsfasen, siger divisionsdirektør Lauritz Rasmussen.

Renoveringen af de 544 boliger i Albertslund-projektet bygger på erfaringerne fra et pilotprojekt, der blev gennemført på de første seks boliger. Dette projekt blev støttet af EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram).

Fakta om renoveringsprojektet
Det er boliger under Vridsløselille Andelsboligforening - VA 4 Række, og Albertslund Boligselskab – AB Syd, der gennemgår renoveringen. Det omfatter i alt Hvalens Kvarter, Krebsens Kvarter, Fiskens Kvarter, Elefantens Kvarter, Løvens Kvarter, Bjørnens Kvarter, Oksens Kvarter, Vædderens Kvarter og Hjortens Kvarter.

Der er forud for renoveringen gennemført en renovering af i alt otte boliger. Ved denne renovering blev den økonomiske ramme sat for den efterfølgende renovering pr. bolig, suppleret med støtte fra EUDP-midler. Renoveringsindsatsen holdes inden for 1,4 mio. kr. pr. rækkehus.
Renoveringen forventes at blive gennemført på ca. tre år – så renoveringen er færdig i 4. kvartal af 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141