23948sdkhjf

Stark-topchef om nye krav: - Helt naturligt at være utryg

Særligt murere og tømrere bekymrer sig om de stigende klimakrav til byggeriet. Sådan lyder en af konklusionerne i Starks årlige bæredygtighedsundersøgelse

- En ud af tre håndværkere er bekymret for de stigende klimakrav.

Sådan lød det fra Stark-direktør Britta Korre Stenholt, da hun fra hovedscenen på årets Håndværk-festival onsdag kunne præsentere de dugfriske resultater af byggecenterkædens årlige bæredygtighedsundersøgelse.

800 af Starks kunder har deltaget i undersøgelsen, og mens det overordnet er hver tredje, der udtrykker bekymring, er usikkerheden især stor blandt tømrere og murere, hvor hele 40 pct. føler sig utrygge omkring de nye regler.

Dermed tegner sig en tydelig udvikling igennem de nu seks år, Stark har foretaget undersøgelsen.

- Jeg kan godt afsløre, at de første mange gange vi spurgte, var det ikke noget, I bekymrede jer om, lød det fra Britta Korre Stenholt, der imidlertid ikke er overrasket over udviklingen.

De nye krav er nemlig rykket tættere på, og når de den 1. juli træder i kraft, er det for mange af byggeriets mindre aktører ukendt land.

- Og det er helt naturligt at være utryg ved. Vi kan stå med følelsen af, at vi bevæger os ud på en motorvej og ikke helt kender hastighedsgrænsen, og derfor ikke helt ved, hvornår vi kører for stærkt, lød det fra scenen.

Dokumentationen driller

Undersøgelsen viser desuden, at det særligt er dokumentationskravene, der giver anledning til hovedbrud hos håndværkerne.

Over halvdelen af de adspurgte håndværkere angiver således, at dokumentation er den største udfordring ved at bygge mere klimavenligt. Et problem, der har været stigende siden 2019, hvor 35 pct. svarede, at det var en udfordring, mens tallet nu er oppe på 56 pct.

- Det er en ret markant stigning, og den dokumentationsbyrde kommer tættere og tættere på, hvilket sandsynligvis er en af årsagerne. Men det er også udtryk for, at vi ikke helt ved, hvordan vi løser opgaven, vurderede Britta Korre Stenholt.

Ifølge Stark-direktøren er det nemlig et fåtal af håndværkere, der er blevet håndværkere, fordi de eksempelvis har en stor interesse i at læse EPD’er.

- Det er skidegod godnatlæsning, er det ikke rigtigt? lød et retorisk spørgsmål til tilhørerne.

Derfor blev lejligheden også benyttet til at fremhæve Starks digitale løsning 'klimalog', der dokumenterer udledninger fra produkter og transport på byggepladsniveau, og gør det muligt for håndværkerne at udtrække de rapporter, som de har brug for til byggeriets klimaregnskab.

Med det nye bygningsreglement skal nybyggeri reducere CO2-udledningen til et vægtet gennemsnit på 7,1 kilo CO2 per kvadratmeter. Det vil fremover gælde flere bygningstyper, herunder nybyggeri, ferieboliger, kolde bygninger og større tilbygninger. Udledningen fra byggeprocessen skal også inkluderes i klimaregnskabet, og det omfatter byggepladsens energiforbrug, affaldshåndtering og transport.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094