23948sdkhjf

400.000 kroner i ekstra omkostninger: Byggefirma efterlyser klarhed i kilometerafgiften

Uden klare regler ender regningen for kilometerafgiften på lastbiler i hænderne på byggevirksomheder. Det er en "det vilde vesten"-tilstand, lyder det fra byggefirma-direktør

Kilometerafgiften for lastbiler har skabt en økonomisk kædereaktion, hvor store dele af regningen ender hos byggevirksomhederne, der skal have leveret materialer til byggepladsen.

Og den regning hænger de selv på, da mange af kontrakterne var indgået, før man kendte til afgiftens størrelse.

Hos byggevirksomheden NCO Byg i Aars i Nordjylland kan man ende med at skulle betale op mod 300.000-400.000 kroner ekstra om året i ekstraregninger. Det fortæller direktør Michael Jørgensen.

- Det er da en byrde for os, og her i starten giver det træk i bunden, for vi kan ikke sende den videre, siger han.

Jeg synes, at dem der tager beslutningerne, mangler at gøre det færdigt. Så vi undgår det vilde vesten. Michael Jørgensen, direktør hos NCO Byg

Ikke alene

Hos DI Byggeri er man godt bekendt med problematikken og hører den også fra medlemmerne.

- Rigtig mange ringer ind i de her uger og siger, at det er en omkostning, som de ikke har kunnet regne ind. Det rammer både den store entreprenør og den lille håndværker, siger underdirektør i DI Byggeri Louise Dahl Krath Jensen.

Hun peger på, at eftersom afgifternes størrelse først blev bestemt i december sidste år, så har mange byggevirksomheder allerede indgået kontrakter med en fast pris. 

- Og fordi vi i byggeriet laver kontrakter lang tid frem i tiden, så har man ikke kunnet regne afgiften med i prisen, fordi afgiftens størrelse først blev bestemt i december sidste år, siger hun.

Et mulig løsning

Ifølge Louise Dahl Krath Jensen er det et problem, som hele dansk erhvervsliv har. Det særlige for byggeriet er dog, at der faktisk er en indtænkt løsning i AB-systemet. 

Det kræver ifølge underdirektøren fra DI, at Social- og Boligstyrelsen aktiverer en paragraf, som giver mulighed for at regulere prisen på et byggeri i de tilfælde, hvor der bliver lavet et statsligt indgreb - som vejafgiften er - efter et tilbud et blevet afgivet.

- Det har vi bedt Social- og Boligstyrelsen om at tage i brug. Og det synes vi, at der er mange gode grunde til, siger hun.

En skævvridning i branchen

For nu står Michael Jørgensen selv med regningen. I fremtiden kommer han til at indregne afgiften i sine kalkulationer.

- Det er en omkostning, der gør, at produktet, vi leverer, bliver det dyrere, siger han. 

Dog er det for Michael Jørgensen slet ikke afgiften i sig selv, der er problematisk. Det er, hvordan afgiften bliver afregnet i hele byggebranchen, som ifølge ham skaber uoverskuelighed og skævhed.

- Der er ikke to virksomheder, der afregner ens på det her. En tømmerhandel lægger eksempelvis 29 kroner på alle fakturaer, uanset om vi blot køber en tommestok eller mere, mens andre grossister også lægger ekstra på per levering. Nogle kalder det en ny afgift, andre kalder det for en dieselafgift eller noget helt tredje. Det gør det umuligt at forstå, hvordan den endelige regning bliver sammensat, forklarer Michael Jørgensen.

Han efterlyser derfor en mere struktureret tilgang fra politisk hold, der kan give byggebranchen mulighed for at håndtere afgiften på en fair og gennemskuelig måde.

- I mine øjne er der en skævvridning, i forhold til hvem der betaler for det. Jeg synes, at dem, der tager beslutningerne, mangler at gøre det færdigt. Så vi undgår det vilde vesten. Her i overgangsfasen, hvor afgiften bliver implementeret, mangler vi at få klare aftaler i branchen for, hvordan vi gør det her, siger han.

Accepterer, at det er for klimaet

Selvom kilometerafgiften skaber ekstra omkostninger for hans virksomhed, understreger Michael Jørgensen, at han respekterer, at afgiften er indført for at beskytte klimaet.

- Jeg respekterer og accepterer, at det er for miljøet og klimaet, og at vi alle skal betale, men her er det bare ikke alle, der kommer til det, mener han og tilføjer, at det er nødvendigt at tage ansvar for de miljømæssige udfordringer.

Vejafgiften blev vedtaget i 2023, men de endelige satser blev først vedtaget i december 2024. Afgiften trådte i kraft her efter årsskiftet og betyder, at lastbiler over 12 ton skal betale for at benytte store dele af vejnettet.

Størrelsen af beløbet afhænger af lastbilernes klimabelastning. 

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062