Uautoriseret arbejde har givet flere og dyrere vandskader
Antallet af vandskader er steget med 85 procent fra midten af 1980’erne til i dag, og Tekniq forventer, at problemet vil fortsætte i mange år.
- Vores generelle erfaring med rørskader er, at vi - foruden naturlig ælde - typisk ser problemer med korrosion på grund af utilsigtet fugt ved rørene, dårligt arbejde og dårlige rørmaterialer, der er brugt som en billig løsning, siger Carsten Sørensen, der er skadechef hos Tryg.
Han tilføjer, at det kan få forsikringsmæssige konsekvenser, hvis man som forbruger enten selv har udført autorisationspålagt arbejde eller har hyret en ikke-kompetent virksomhed.
- Det er sådan, at vi dækker den aktuelle skade, fordi det er en del af forsikringsbetingelserne, men vi har som forsikringsselskab mulighed for at sige, at vi ikke vil påtage os risikoen fremover, siger Carsten Sørensen og tilføjer, at man derfor løber en stor risiko ved ikke at sikre sig, at arbejdet bliver udført af autoriserede virksomheder.
Faglighed er vejen til færre vandskader
Tal fra Forsikring og Pension viser, at der medio 1980’erne var cirka 27.000 skader årligt, mens der nu er ca. 50.000 vandskader i skjulte rør årligt. En rundringning til Tryg Forsikring, Topdanmark og Codan Forsikring viser, at niveauet er det samme i 2012, som der endnu ikke er officielle tal for.
Asbjørn Andersen, korrosionsekspert og ingeniør hos Force Technology, forklarer, at faglighed er vejen til færre vandskader.
- Der er langt større risiko for, at der vil ske fatale fejl, der vil kunne betyde skader på installationen og bygninger, hvis det ikke er højtkvalificerede personer, der håndterer vandinstallationen. Det er en opgave, som i dag er blevet langt mere kompliceret, end det var i 1980’erne, hvor alle installationer var lavet med galvaniserede rør, siger Asbjørn Andersen.
En højere faglighed kræver dog, at forbrugerne sikrer sig, at det kun er fagligt kompetente autoriserede vvs-virksomheder, der håndterer vandinstallationer. Ifølge Tekniqs medlemmer er det desværre langt fra tilfældet.
Mange ulovlige installationer
Godt en tredjedel af Tekniqs medlemsvirksomheder svarer i en ny undersøgelse, at de ofte eller meget ofte ser ulovlige vandinstallationer. Ca. halvdelen af dem uddyber, at de ofte eller meget ofte ser fejl i forhold til sikkerhedsventiler og sammenkobling af stål og varmforzinket stål.
- Der er mange andre eksempler på ulovlige installationer i undersøgelsen, men i forhold til vandskader er det særligt problematisk, at der er så mange fejl i forhold til sikkerhedsventiler og forkert materialevalg. Det er to forhold, som er direkte årsag til vandskader, siger Henrik Poulsen, der er teknisk konsulent i Tekniq.
Derfor frygter Tekniq, at stadig mange danskere må risikere at komme hjem til gennemfugtede vægge, ødelagte gulve og ubrugeligt inventar i hjemmet.
- Alle nye installationer og reparationer af gamle rørinstallationer skal ske efter nogle helt specifikke bestemmelser og med brug af forskellige typer materialer, der skal afpasses dels til hinanden, dels vandkvaliteten i det pågældende område og dels vandsparekravene. Med de autoriserede virksomheders beretninger om antallet af fejl, så er der grund til at tro, at der fortsat er alt for mange ikke-kompetente virksomheder eller gør-det-selv-folk, der udfører den type arbejde, siger Henrik Poulsen.
Materialevalg og forkert udførsel
Der er ingen officielle tal for, hvor mange af vandskaderne der skyldes forkert materialevalg eller udførelsesfejl. Men Tina Aabye, ingeniør i Forsikring og Pension, understreger, at det er en del af årsagen til stigningen.
Foruden en kraftig stigning i antallet af vandskader er forsikringsselskabernes skadesudbetaling per vandskade steget med 30 procent siden 1990’erne til en gennemsnitlig udbetaling på cirka 19.000 kr. i dag. Det skyldes, at korrosion som følge af forkert materialevalg skaber en større læk og dermed breder vandskaden sig hurtigere. Hertil kommer et øget fokus på følgeskader, som for eksempel skimmelsvamp.