Nyt udspil skal sikre havneudvidelse
Tønder Kommune er parat til at imødekomme nogle af indsigelserne mod en planlagt udvidelse af havneområdet på Rømø.
En privat virksomhed ønsker at etablere sig med nye offshore-aktiviteter i Havneby. Til det formål er der brug for at udvide havnearealet mod nord til en oplagsplads til udskibning af stykgods, og Tønder Kommune har derfor lavet et lokalplanforslag, som giver mulighed for at inddrage arealet.
Brug for al den udvikling man kan få
Men der er kommet protester mod forslaget, bl.a. fra Danmarks Naturfredningsforening, der også har klaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Det kan betyde, at sagen trækker så meget ud, at projektet aldrig bliver til noget.
- Vi risikerer at forpasse en stor chance for at få tilført nye arbejdspladser. Det vil være meget beklageligt, for vi har brug for alle de arbejdspladser og al den udvikling, vi overhovedet kan få. Det tror jeg, alle kan være enige i. Også naturvennerne, siger borgmester Laurids Rudebeck.
Stor reduktion i arealet
Derfor lægger kommunen nu op til at imødekomme indsigelserne fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening ved at reducere det område, der skal bruges til oplagsplads fra 9 til 5,8 hektar.
- Vi tager den mest naturfølsomme del ud, og så håber vi, at indsigerne også vil være imødekommende og bidrage til en løsning, der både sikrer arbejdspladser og tager hensyn til naturen, siger Laurids Rudebeck.
Efter at lokalplanforslaget har været i høring, behandler Teknik- og Miljøudvalget forslaget på mødet tirsdag den 5. marts.