23948sdkhjf

Under Krim-krise: Rockwool reklamerede for lydisolering af Ruslands udenrigsministerium

Rockwools produkter er blevet brugt til en modernisering af Ruslands udenrigsministerium, som sikkerhedstjenesten FSO var ansvarlig for

Alt imens hele den vestlige verden fordømte Putin og hans styre for at annektere Krim-halvøen i 2014, flagede den danske koncern Rockwool for, at selskabets produkter blev brugt til at modernisere ikke bare ét, men to ikoniske russiske ministerier i hjertet af Moskva.

Det skriver Danwatch.

Det afslører nu slettede dokumenter fra Rockwools russiske hjemmeside, som det undersøgende medie Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.

De to medier har tidligere skrevet, at Rockwool i oktober 2015 reklamerede med, at selskabets produkter blev brugt til at lydisolere det russiske forsvarsministeriums hovedkvarter, hvorfra blandt andet krigen i Ukraine bliver koordineret.

Nu viser en anden artikel fra Rockwool i Ruslands hjemmeside, at Rockwool-produkter også i stor er blevet brugt i udenrigsministeriets bygning i Moskva.

I et opslag fra 17. maj 2016 skriver Rockwool i Rusland blandt andet om projektet:

“Udenrigsministeriets bygning i den russiske føderation er ved at blive moderniseret ved hjælp af Rockwool termisk isolering.”

“For at skabe en holdbar og brandsikker tagkonstruktion blev der valgt ikke-brændbare Rockwool stenuldsplader.”

Arbejdet er ifølge de russiske myndigheder sket i forbindelse med en større ombygning af udenrigsministeriet, der blev færdig i 2017, og hvor hovedentreprenøren var et selskab under Ruslands sikkerhedstjeneste FSO, der blandt andet er ansvarlig for præsidents Putins sikkerhed og beskyttelsen af strategisk vigtige bygninger.

Det er bemærkelsesværdigt

Ifølge ekspert i russiske forhold Jakob Tolstrup fra Aarhus Universitet, så er Rockwools involvering i renoveringen af udenrigsministeriet sket i en tid, hvor Rusland var udsat for massiv kritik efter den ulovlige annektering af Krim i 2014.

“Det er bemærkelsesværdigt, hvis en stor dansk virksomhed med åbne øjne indgår forretninger med nogle af hovedinstitutionerne i Putins regime på et tidspunkt, hvor den aggressive russiske udenrigspolitik kritiseres over en bred kam.”

“Både Udenrigsministeriet og forsvarsministeriet var jo dybt involveret i den ulovlige annektering af Krim,” siger han.

Danwatch og Ekstra Bladet har stillet Rockwool en række spørgsmål om brugen af Rockwool i udenrigsministeriet, herunder hvem, der leverede, og om man havde nogle betænkeligheder ved, at hovedentreprenøren var den russiske sikkerhedstjeneste FSO.

Det svarer kommunikationschef Michael Zarin ikke på i en mail, men skriver blandt andet i stedet:

“Frem til februar 2022 har det været normal praksis for både danske og europæiske virksomheder at være til stede i Rusland. Der er derfor ikke noget specielt ved, at både Rockwool og andre danske og udenlandske selskaber har drevet virksomhed i Rusland i perioden mellem Ruslands annektering af Krim-halvøen og deres invasion af Ukraine.”

Det russiske udenrigsministeriums bygning med det danske islæt har siden 2004 huset udenrigsminister Sergej Lavrov. Han kom sammen med Vladimir Putin på USA’s sanktionsliste 25. februar 2022 - dagen efter Ruslands invasion af Ukraine.

“Præsident Putin og minister Lavrov er direkte ansvarlige for Ruslands yderligere uprovokerede og ulovlige invasion af Ukraine, en demokratisk suveræn stat," skriver de amerikanske myndigheder blandt andet.

Erhvervsstyrelsen er i øjeblikket i færd med at undersøge, om Rockwool har begået sanktionsbrud i forbindelse med selskabets aktiviteter i Rusland.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107