23948sdkhjf

Fremtidssikring klaret på én dag

Entreprenørvirksomheden Brdr. K Hansen stod for arbejdet, da en udtjent spildevandsbrønd i beton blev forvandlet til en ny fremtidssikret og miljøvenlig løsning
Det var en aktion udført med præcision, der i løbet af én dag forvandlede den gamle spildevandsbrønd til en ny for beboerne i Maglebrænde på Falster. I stedet for at grave den 2 meter brede og næsten 6 meter dybe betonbrønd op, blev den indvendig foret med en Grundfos-brønd i plast (PE).

20-30 år gamle betonbrønde giver i disse år problemer mange steder. Foruden sætningsskader sender indsivning som følge af forvitring ofte pumperne på overarbejde, og de gamle brønde kan sjældent forenes med kravene til et godt arbejdsmiljø. Da Guldborgsund Forsyning på Falster i 2012 sendte et større kloakarbejde i licitation, havde man derfor også lavet en option på renovering af spildevandsbrønden i Maglebrænde som et tillæg.

Det blev den velrenommerede entreprenørvirksomhed Brdr. K Hansen A/S fra Rødvig på Stevns, der løb med opgaven, og entrepriseleder Ulrik Lindberg tog udfordringen med den gamle betonbrønd op.

Kendte ikke til løsningen
- Hos Guldborgsund Forsyning havde man hørt om muligheden for at lave en foring af brønden, men den løsning var ny for mig, fortæller Ulrik Lindberg, der i 14 år har været en del af den 100 mand store familievirksomhed, og fortsætter:

- Da jeg fandt ud af, at Grundfos kunne levere en indsats støbt i PE i ét stykke og lige til at sætte ned i brønden, var alle glade. Guldborgsund Forsyning ville rigtig gerne have en Grundfos-løsning, og her i firmaet har vi i forvejen et godt samarbejde med pumpefolkene i Bjerringbro. Og de skuffede da heller ikke denne gang. Det var dybt professionelt arbejde fra start til slut.

De rosende ord tilfalder i første omgang projektleder Ole G. Johansen fra Grundfos. Han var manden, der gennem et meget detaljeret og beskrivende tilbudsmateriale gjorde det helt klar for forsyningsselskabet, hvilken løsning og funktionalitet, man ville få. Efterfølgende stod Ole G. Johansen bag den tidsplan, der detaljeret fortalte, hvad hver af de involverede parter skulle foretage sig under installationen – fra kl. 7.00, hvor betonbrønden blev taget ud af drift og til fyraften, hvor de nye pumper startede i den ’nye’ brønd.

For tid er penge, og entreprisen bliver langt mere interessant, når der kun skal kalkuleres med lønninger og maskinleje i 1 dag i stedet for 2.

Styr på travlheden
Brdr. K. Hansen er en entreprenørforretning med en omfattende maskinpark, og fra morgenstunden var det nødvendige grej klar. Der var lastvognen, der dagen forinden havde hentet brøndforing og ventilbrønd i Årslev på Fyn, hvor Grundfos har bygget en specialfabrik til produktion af PE-brønde. Der var den store kran, og der var slamsugeren, som skulle spule den gamle brønd ren, før Grundfos-montørerne kunne afmontere de gamle pumper, rør og ventiler. Og der var betonen, som skulle udfylde hulrummet mellem den 2.000 mm brede betonbrønd og den 1800 mm brede PE-foring – beton, der sørger for at holde både rørkoblinger og selve PE-brønden på plads ved hjælp af nøje dimensionerede betonarmeringer i bunden.

Ved fyraften var alt klappet og klart.

Der var blevet ændret på rørføringerne, der var tilkoblet rør til tilløb og trykrør ud af brønden. Guiderør var monteret med to nye Grundfos SLV 8080-pumper og der var lavet forbindelse til styreskab og en nyetableret ventilbrønd ved siden af betonbrønden. Dagen igennem var spildevandet blevet ledt til et lille bassin ved siden af brønden, og slamsugeren havde sørget for at holde mængden i ave.

Tidsplanen var stort set fulgt dagen igennem.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105