Skole udvides med 6.000 m²
Jönsson er hovedentreprenør på en stor udvidelse af Kirkebjerg Skole i Vanløse. Første spadestik blev taget forleden.
Tilbygningen får status af 2015-byggeri, hvilket realiseres gennem blandt andet solceller, behovsstyret ventilation og dagslysstyret belysning. Huset får grønt tag, der indrettes som terrasser med legepladser, som får direkte adgang via trapper fra terræn.
Går alt efter planen, vil den nye skolebygning stå klar til brug i løbet af foråret 2014. Den indrettes blandt andet med 1.500 m² kælder med multirum og gymnastiksale, ligesom der anlægges en ny sportsplads med kunstgræs, der bliver klar i løbet af efteråret samme år.
Omfattende jordkørsel
Kirkebjerg skole er placeret i et boligområde mellem smalle villaveje i området mellem Ålekistevej og Tryggevældevej. For Jönsson byder byggeriet på særlige udfordringer med tung trafik – både i forbindelse med leverancer til byggeriet og i forbindelse med bortkørsel af overskudsjord fra udgravning af kælderetagen.
- Alt i alt skal vi have kørt godt 23.000 ton jord gennem områdets snævre infrastruktur med smalle villaveje. Det svarer til, at en lastbil kører fra byggepladsen hvert 10. minut uafbrudt i tre måneder, og på den baggrund bliver det nødvendigt at spærre den centrale Kirkebjerg Allé for gennemkørsel, mens byggeriet står på, fortæller projektleder Per Andersen og understreger, at planlægning af trafikken har vejet tungt i planlægningen af byggeriet.
- Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at minimere generne, men det kan ikke undgå at påvirke livet og trafikken i lokalområdet, og vi håber på forståelse fra områdets beboere.
Den 6.000 m² store udvidelse af Kirkebjerg Skole har en samlet entreprisesum på 100 mio. kr. Byggeriet opføres for Københavns Ejendomme af Jönsson i samarbejde med Claus Bjarrum Arkitekter, PK3 Landskabsarkitekter og Wessberg. Cowi varetager byggeledelsen.