23948sdkhjf

NCC skal udvide psykiatrien i Esbjerg

Straks efter årsskiftet indledes en omfattende ombygning af faciliteterne. NCC er netop udpeget som entreprenør på byggeriet, der koster 235 mio. kr.
Region Syddanmark netop har valgt NCC til at stå for ombygningen af den døgnpsykiatriske funktion i Esbjerg.

Projektet skal samle nuværende døgnfunktioner i Esbjerg og Hviding ved at oprette nye sengeafsnit med et øget antal senge, ligesom der skal ske en generel opgradering af de fysiske rammer til tidssvarende standarder på området.

Arkitema er rådgiver på byggeriet.

Byggestart efter nytår
Byggeriet af den første etape, som omfatter nybygning af tre sengeafsnit og en ny servicebygning, indledes den 2. januar, og lokaliteterne ventes klar til indflytning allerede i marts i det nye år.

Anden etape, der er en omfattende ombygning af eksisterende sengeafsnit, hovedbygningen og etableringen af nye udearealer, indledes i marts 2014, og det er planen, at faciliteterne kan tages i brug godt et år herefter.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) ser frem til, at man over de kommende år kan samle de psykiatriske sengeafsnit fra det eksisterende psykiatricenter i Hviding og Esbjerg i nye og velrenoverede rammer i Esbjerg.

- Når det færdige psykiatricenter i Esbjerg stå klar vil det skabe optimale rammer for en sammenhængende psykiatrisk indsats for den enkelte patient, så vi støtter patienten i at leve et godt liv både her og nu og efter udskrivningen. Samtidig vil de nye rammer også være til stor gavn for pårørende og især medarbejderne, siger Carl Holst.

48 nye sengepladser
Udbygningen i Esbjerg betyder, at psykiatrisygehusets døgnfunktion udvides med 6.200 kvm., og at håndværkerne renoverer og moderniserer yderligere 11.000 kvm. Dermed bliver der plads til tre nye døgnafsnit med i alt 48 pladser, og der bliver samtidig én indgang for akutte patienter, ligesom et tunnelsystem vil forbinde alle døgnafsnit med skadestuen og servicebygningerne. Samtidig lukkes døgnafsnittene i Hviding, når projektet er færdigt i 2015. I alt bliver der en mindre udvidelse af sengekapaciteten.

Endelig skal ambulante funktioner, der i dag har til huse i forbindelse med døgnfunktionen, i november 2013 samles i et nyt lokalpsykiatrisk center i Esbjerg.

Lyst og levende miljø
Freddie H. Madsen (O), der er formand for psykiatriudvalget i Region Syddanmark, glæder sig til at ud- og ombygningerne nu sættes i gang.

- Vi får et center, hvor vi kan behandle patienterne i et levende, lyst og åbent miljø, hvor indretningen også giver mulighed for, at patienterne i højere grad kan komme udenfor og være fysisk aktive. Samtidig kan både pårørende og patientnetværk inddrages som en naturlig del af behandlingen. Dermed lever vi op til alle vores anbefalinger i psykiatriplanen ”Fremtidens Psykiatri, siger Freddie H. Madsen.

Anlægschef Torben Kyed Larsen fra Psykiatri- og Socialstaben hæfter sig samtidig ved, at behandlingskapaciteten kan fastholdes uændret gennem hele byggeprocessen, og at man under byggeplanlægningen i samarbejde med Arkitema har skabt en god sammenhæng mellem funktionalitet og arkitektur både inde og ude.

Når byggemaskiner og håndværkere har forladt matriklerne ved Hospitalsvej og Gammel Vardevej primo 2015, vil Psykiatrien i Esbjerg råde over i alt 97 sengepladser, fordelt på 81 pladser til psykiatri og 16 pladser til et nyt gerontopsykiatrisk afsnit. Herudover vil der på grunden være en skadestuefunktion og børne- og ungdomspsykiatriske funktioner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125