Skoler står gabende tomme
Hver tredje af de folkeskoler, som blev lukket i 2011, står fortsat tomme. Det viser en ny undersøgelse fra Lokale og Anlægsfonden, der opfordrer kommunerne til at genopfinde bygningernes formål.
Her et år efter viser en ny gennemgang, at hver tredje lukkede folkeskole fra 2011 stadig står tom. De fleste af 2011-skolerne forsøges fortsat solgt, men en del står også tomme, fordi der ikke er konkrete planer for de tomme bygninger.
Samme tendens i 2012
Ifølge Lokale og Anlægsfondens rundspørge til alle landets kommuner blev det i år besluttet at lukke 38 folkeskolebygninger. Af dem vil mindst 17 af bygningerne formentlig komme til at stå tomme i længere tid. Enten fordi de er svære at sælge, eller fordi, der ikke findes nogen planer for bygningernes fremtid.
Tallene betyder, at der fortsat står – og kommer til at stå – ubenyttede folkeskolebygninger, hvor der tidligere var liv og lys. De mange tomme kvadratmeter sætter ofte et trist skær over fx mindre landsbyer. Derfor foreslår Lokale og Anlægsfonden, at der arbejdes på at skabe eksempler på ny brug af de lukkede folkeskolebygninger.
Efterspørgsel på rum til idræt og kultur
I mange byer er der efterspørgsel på rum til idræt og kulturaktiviteter. Men kun i en af de 159 folkeskolebygninger, som landets kommuner i 2011 og 2012 har besluttet at lukke, er der planer om primært at skabe rum til idræt. Kun fire af bygningerne forventes at blive brugt til kulturelle formål i stedet for skoleundervisning.
Lokale og Anlægsfonden har allerede medvirket til at realisere en omdannelse af en nedlagt folkeskolebygning, og er i samarbejde med flere mulige støttemodtagere. Men da der er talrige muligheder for at udvikle den store tomme bygningsmasse til nye brugere, er Fonden stadig meget interesseret i at høre fra potentielle ansøgere til den type projekter.
- Vi indgår gerne i dialog og samarbejder med kommuner, der kan se nye muligheder i de lukkede folkeskolebygninger. Det handler om at finde spændende og kreative løsninger, der kan ændre bygningernes formål og genskabe bygningernes værdi for lokalsamfundene, siger Torben Frølich, direktør for Lokale og Anlægsfonden.
Om undersøgelsen
Lokale og Anlægsfonden indhentede i perioden 1. maj til 29. juni 2012 svar fra samtlige landets 98 kommuner om planerne for folkeskolebygninger, det er politisk besluttet at lukke. Der er kun medtalt bygninger, som bliver helt lukket. Sammenlagte skoler, hvor der fortsat er undervisning i flere bygninger, tælles ikke som lukkede folkeskolebygninger.
Fonden har i 2012 også spurgt til planerne for skolerne, som det i 2011 blev besluttet at lukke i de kommende år. Der er kommet svar angående 72 af skolerne. Heraf fremgår det, at 18 skoler fortsat forsøges solgt og at der ikke er planer for 10 af skolerne.