23948sdkhjf

SMV’erne reddet på målstregen

En lovændring begrænser standardbetalingstiden fra 60 dage til 30 dage, og det vækker glæde i Håndværksrådet.
Et nyt lovforslag, som ville have fordoblet store virksomheders betalingstid over for små virksomheder, blev ændret i 11. time og er netop vedtaget i folketingssalen. Og det er en klar sejr for de små og mellemstore virksomheder, mener Håndværksrådet.

- Tommelfingerreglen er, og bør være, at virksomheder betaler hinanden inden for 30 dage. Det kan de fleste virksomheder sagtens se rimeligheden i, men en række større virksomheder spekulerer desværre i at trække deres betalinger urimeligt længe. Det rammer den lille tømrer, maler, smed eller andre, der leverer et stykke arbejde, men må vente i månedsvis på at få udgifter til løn og materialer dækket, siger chefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet.

En betragtelig sejr for SMV’erne
Ifølge Håndværksrådet presser flere store virksomheder deres mindre leverandører til at acceptere betalingstider på helt op til 120 dage. Første udgave af det lovforslag, som i dag omsættes til dansk lov, risikerede at øge betalingstiden til 60 dage mod i dag 30 dage. Det var nemlig anbefalingen fra flertallet i et lovforberedende udvalg bestående af Håndværksrådet og en række af de store virksomheders organisationer. I Håndværksrådet var man uenige i anbefalingen og valgte at afgive mindretalsudtalelse.

- I ly af finanskrisen er det blevet almindeligt, at store virksomheder trækker betalingerne i langdrag og dermed bruger deres små leverandører som en slags banker. Det er en meget skadelig tendens, som rammer de små og mellemstore virksomheder der, hvor det gør allermest ondt, nemlig på likviditeten. Derfor er det en betragtelig sejr for SMV’erne, at loven blev ændret i 11. time, siger chefkonsulent Jeppe Rosenmejer.

Håndværksrådet har haft foretræde i sagen for Folketingets Retsudvalg og har desuden drøftet problemet nærmere med en række retsordførere. Det resulterede i, at et enigt Retsudvalg valgte at stemme for et ændringsforslag fra justitsminister Morten Bødskov, så den generelle betalingsfrist for handler mellem virksomheder nedsættes fra op til 60 dage til 30 dage.

Dagens nye lov forbyder ikke betalingstider på over 30 dage. Det bliver nemlig fortsat muligt for virksomheder udtrykkeligt at aftale længere betalingsfrister, hvilket evt. kan være aktuelt i forbindelse med afbetalingsordninger.

Læs et resume af lovforslag L 14 Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. på Folketingets hjemmeside.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094