23948sdkhjf

Startskud til 80.000 m² i Valby

Byggeriet af Carlsberg Byen kan gå i gang. Det første nybyggeri skal blandt andet rumme Professionshøjskolen UCC med 10.000 studerende samt nye boliger og butikker.
- Det er et spændende nyt kapitel, som vi tager hul på. Campusområdet rummer alle de kvaliteter med en blanding af uddannelse, detailhandel, bolig og erhverv, som masterplanen for Carlsberg Byen lægger op til. Hele visionen er, at Carlsberg Byen skal være et nyt, levende og mangfoldigt bykvarter, og med 10.000 studerende får vi en flyvende start, siger adm. direktør Lars Holten fra Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.

Campus-området på Carlsbergs 33 hektar gamle bryggeri-grund bliver et af hovedstadens største og vigtigste byudviklingsprojekter. Livsnerven i det nye byggeri bliver en ny moderne campus, som opføres i et offentligt privat partnerskab mellem UCC og Carlsberg Byen P/S. Her vil bl.a. lærer- og pædagogstuderende, få deres daglige gang. Men der vil også blive opført boliger og butikker. Alt sammen skal det stå færdigt i 2016.

To sammenflettede bygningskroppe
Konkurrencen om at udforme projektet blev vundet af de fem danske tegnestuer Vilhelm Lauritzen Architects, Christensen & Co Arkitekter, Cobe, Nord Architects og Effekt. De fem har taget udgangspunkt i dels at skabe et attraktivt urbant campus for professionshøjskolen UCC’s ca. 10.000 studerende i København og dels at leve op til grundtankerne i tegnestuen Entasis’ præmierede masterplan fra 2007. Det betyder, at arkitekterne har fokuseret på at skabe en bygningsmæssig sammenhæng mellem aktiviteterne inde i bygningen og livet i byens rum. Samt på at skabe en varieret facade udadtil mod byen, sådan at masterplanens vision om bymæssig mangfoldighed understøttes.

UCC-byggeriet består af to bygningskroppe: En U-formet karré, der spejler den eksisterende karré-bebyggelse på Vesterfælledvej, og en kompakt midterbygning, kaldet Warehouse, som refererer til de store industribygninger længere inde på Carlsberg-grunden. De to bygningskroppe fletter sig ind i hinanden og rummer hver især både faciliteter til UCC og kvadratmeter reserveret til butikker, erhverv og bolig.

I øjenhøjde kommer det nye byggeri til at være præget af et væld af forskellige materialer, herunder gyldne plader, grønglaserede tegl, begrønnede vægge og perforerede plader. Mens materialevalget på resten af bygningerne siger mod at skabe en arkitektonisk sammenhængskraft i projektet med reference til den fine bygningskultur på Carlsberg. Her er bl.a. valgt fiberbeton, et materiale, der er karakteriseret ved at kunne præges i forskellige mønstre og overflader, hvilket stemmer godt overens med den forkærlighed for ornamentik, som ses mange steder i de eksisterende industribygninger i Carlsberg Byen.
Mellem de to bygningskroppe finder man Campus Pladsen, der bliver offentlig tilgængelig for også her at skabe en kobling mellem by og skole

Virkeliggør visionen
Byggeriet skal være med til at realisere den ambitiøse helhedsplan for området, som Carlsberg A/S og tegnestuen Entasis har udviklet sammen med en række rådgivere og Københavns Kommune. Byggeriet placeres på det sydøstlige hjørne af grunden – omgivet af Sønder Boulevard, Vesterfælledvej, togbanen og J. C. Jacobsens Have samt af fredede industribygninger.

I alt kommer byggeriet til at rumme ca. 80.000 etagemeter – fordelt på uddannelse, boliger, erhverv og detailhandel. I forbindelse med opførelsen af UCCs nye campus bygges en ny bro fra Vigerslev Allé over togbanen til Carlsberg Byen. Denne vej vil blive hovedindfaldsvejen til den fremtidige Carlsberg By.

- Det første byggeri virkeliggør i høj grad vores vision om at genopfinde det samspil mellem virksomheder, butikker, boliger og kulturinstitutioner, som vi kender det fra bykernen i Københavns middelalderby. Vi tror på, at det skaber et tæt, levende og bæredygtigt bykvarter til glæde for både borgere, brugere og investorer – også om 25 år, siger Lars Holten.

Omsætning på 15-20 mia. kr.
På den samlede bryggerigrund er det planen at opføre i alt 567.000 m² fordelt med 45 pct. til boliger, 45 pct. til butikker og erhverv og 10 pct. til kultur, idræt og institutioner. Kvarteret vil – fuldt udbygget - rumme ca. 3.000 boliger i forskellige former og prisklasser fra studielejligheder til penthouselejligheder. Ca. 15 pct. af bygningsmassen i den fuldt udbyggede Carlsberg By vil bestå af fredede og bevaringsværdige bygninger.

- Der bliver tale om et projekt af høj bymæssig og bygningsmæssig kvalitet, og med nutidens priser på etagemeter forventer vi, at udviklingsselskabet i løbet af de næste 15 år vil omsætte for 15-20 mia. kroner og derved give et attraktivt afkast for kredsen af investorer, siger Flemming Borreskov, bestyrelsesformand i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S

I de seneste år har Carlsberg Byen lagt asfalt til forskellige kulturelle arrangementer som fx dansefestivaler, kulturnat, klatreskov. Disse aktiviteter vil fortsætte sideløbende med byggeriet og præsenteres bl.a. via en eventkalender på hjemmesiden carlsbergbyen.dk

CARLSBERG BYEN – LEVENDE HISTORIE I HJERTET AF KØBENHAVN
• Over de næste 15-20 år vil Carlsberg Byen opstå som et nyt og unikt bykvarter i København. Samlet set opføres godt 567.000 m² blandet bebyggelse.

• Planen for Carlsberg Byen vandt i 2009 førsteprisen for verdens bedste masterplan på World Architecture Festival i Barcelona.

• Carlsberg Byen får ca. 3.000 boliger, som i tråd med projektets ambition om mangfoldighed og bæredygtighed i bred forstand vil blive udbudt i forskellige former og prisklasser – lige fra studieboliger til penthouselejligheder.

• Arkitektonisk blandes moderne og bæredygtige bygninger med fredede og bevaringsværdige huse. Fuldt udviklet vil ca. 15 pct. af bygningsmassen stamme fra områdets mere end 160 år lange historie som bryggeri med den ikoniske Elefantport som vartegn.

• Carlsberg Byen vil indeholde parker som J. C. Jacobsens Have og andre grønne åndehuller. Historie og placering vil gøre Carlsberg Byen til et unikt og attraktivt bykvarter ku... hovedparten af Carlsbergs ølproduktion i Danmark blev flyttet til Fredericia i slutningen af 2008 har bygningerne på grunden været lejet ud til lejere med kreative erhverv. Samtidig begyndte området at lægge asfalt til forskellige kulturelle arrangementer såsom racerløb, dansefestivaler, distortion, kulturnat, klatreskov o.s.v. Alt sammen med det formål at vise, at Carlsberg Byen ikke længere var et lukket industriområde men en åben og mangfoldig by med adgang for alle.

• Virksomheden Carlsberg bliver på området bl.a. med besøgscenter, museum, forskningscenter og Husbryggeriet Jacobsen, ligesom Carlsbergs hovedkontor fortsat vil være at finde på grunden.

• Udviklingsselskabet Carlsberg Byen står for udviklingen af den 25 ha store, tidligere bryggerigrund i hjertet af København, hvor selskabet over de næste 10-15 år vil stå bag opførelsen af ca. 3.000 nye, attraktive københavnerboliger. Konsortiet bag Carlsberg Byen består af Realdania, Carlsberg, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09