23948sdkhjf

En model der skaber overblik

”Totalværdimodellen” er navnet på et nyt værktøj til helhedsorienteret renovering. Det skal nu afprøves i Fredensborg Kommune.
Ét A4-ark med seks renoveringsløsninger på Kokkedal Skole. Det er, hvad der ligger foran byrådspolitikerne, når de skal tage stilling til, hvilke renoveringstiltag der skal til for at skabe en mere sammenhængende og klima- og energivenlig skole.

Men bag A4-arket ligger et stort indledende dokumenteret forarbejde, som er drevet af Totalværdimodellen, og som har fordret et samarbejde mellem Fredensborg Kommune og brugerne af skolen.

- Det har været vigtigt for os at afprøve Totalværdimodellen i praksis – både for at give liv til et lidt nørdet værktøj, men også for at demonstrere, hvilken værdi modellen giver til alle involverede parter i et renoveringsprojekt, forklarer Signe Kongebro.

Hun er arkitekt og partner i Henning Larsen Architects, som har stået bag en omfattende screening af klima, energi, økonomi, vedligehold samt en kortlægning af skolens mange funktioner og brugere.

Værktøj med helhedssyn
Totalværdimodellen er et værktøj, der arbejder med de indledende faser i et renoveringsprojekt – altså inden en endelig renoveringsbeslutning tages. Med modellen har arkitekten Henning Larsen Arkitekter ført bygherren Fredensborg kommune og Kokkedal Skole gennem otte ’rum’, som giver forslag til spørgsmål, aktiviteter, redskaber og dokumentation.

Totalværdimodellen adskiller sig fra almindelige renoveringsprojekter på flere afgørende måder:
• Fokus er grundlæggende at skabe bæredygtige løsninger. Det vil sige, at både sociale, økonomiske og miljømæssige kvaliteter prissættes.

• Brugerne inddrages tidligt og på kryds og tværs af den kommunale organisation. Udgangspunktet er at finde alle brugere og beslutningstagere omkring bygningen.

• Der opstilles et helhedsorienteret beslutningsværktøj og der sættes tal på alle konsekvenser – også på bløde kvaliteter, som de kvalitative værdier, bygningen bidrager med i kommunen.

Løsninger der skaber værdi
I casen om Kokkedal Skole har det foreløbigt resulteret i seks konkrete løsningsforslag – samlet på ét A4-ark – som illustrerer et helhedsorienteret beslutningsgrundlag for fremtidige renoveringsløsninger på skolen.

- De seks løsninger giver et overblik over, hvor Fredensborg Kommune skal hen med bygningen. De behøver ikke nødvendigvis alle laves nu, men kan laves successivt, når økonomien er til det,” forklarer Signe Kongebro.

Løsningsmulighederne i beslutningsgrundlaget er:

A: Ny hovedindgang til den sammenlagte skole – der giver identitet og tilhørsforhold
B: Ny bro og nye fælles PUK (bibliotek) mellem de to skoler – der sparer tid og øger nærheden
C: Nyt uderum ved idrætshal – for at integrere natur i undervisning
D: Nye overdækninger i atrier – zoneinddeling og nyt opvarmningsprincip
E: Forbedret indeklima i klasseværelserne (lyd, lys, luft) – udskiftning og modernisering af tekniske installationer
F: Nye facader og solafskærmning – for at reducere varmetab og regulere indeklima.

Der er lavet totaløkonomiske beregninger på hvert af de seks løsningsforslag.

Skole med muligheder
Kokkedal Skole blev valgt som eksempel til at prøve Totalværdimodellen, fordi skolerne i kommunen generelt har et stort energioptimeringspotentiale:

- Skolen er en god case, fordi det er to skoler, der nu er lagt sammen, hvilket har givet nogle nye brugsmæssige udfordringer. Samtidig er det generelt værd at se på skolernes energiforbrug, da de er de store energiforbrugere i kommunen, forklarer Ulla Eikard, klimaprojektleder i Fredensborg Kommune.

Hun fremhæver også, at det er en godt fungerende og velholdt skole set med brugernes øjne, som giver et godt incitament for den fremtidige vedligeholdelse. Og netop de brugsmæssige udfordringer tager Totalværdimodellen højde for, fordi bygherren skal igennem en række faser og spørgsmål til brugerne for at afdække den værdi, bygningen skaber for brugerne.

- Vi har fået bekræftet, at rigtig mange politikområder og administrative enheder skal inddrages meget tidligt i processen både for at identificere, hvilken værdi skolen skaber for de forskellige brugergrupper, men også for at finde ud af behov og forventninger, forklarer Ulla Eikard.

Under afprøvningen af totalværdimodellen på Kokkedal Skole brød en del af skolens nedslidte varmeforsyning ned. Takket være det igangværende samarbejde var det anledning til at vælge andre tekniske løsninger, der kan tilføre bygningen mere værdi blandt andet gennem klimazoner og design og montering af radiatorer på en sådan måde, at de også kan bruges som spontane siddemøbler i gangarealer.

Det er nu en politisk beslutning, hvilke løsninger der skal etableres – og i hvilken rækkefølge - på Kokkedal Skole. I mellemtiden er brugere og driftsafdeling blevet afklarede omkring, hvordan renovering af Kokkedal skole kan skabe mere værdi.

Baggrund
Totalværdimodellen blev præsenteret på Gate 21-konferencen Transform2012 af Sig-ne Kongebro, arkitekt maa, associeret partner, Henning Larsen Architects, Ulla Eikard, klimaprojektleder, Fredensborg Kommune og Tomas Snog, chefarkitekt, partner, AI.

Modellen er udviklet i projektet Plan C i et samarbejde mellem følgende partnere: Københavns Kommune, Albertslund Kommune, Bo-Vest, Henning Larsen Architects, AI, Cowi, NCC, BRF-Kredit og Gate 21

Modellen er både udgivet på print og som et digitalt værktøj på www.gate21.dk/totalvaerdimodellen

Læs mere om konferencen Transform2012:
Pilotprojekt udvikler ny slank klimaskærm
Energirigtig renovering kræver nye samarbejder
Opråb til Martin Lidegaard
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078