23948sdkhjf

BR-ændring kan give mere uautoriseret arbejde

Problemer med gennemtærede rørinstallationer og flere tilfælde af forurening af drikkevandet. Det frygter Tekniq, at en planlagt ændring i bygningsreglementet kan medføre.
En planlagt ændring af bygningsreglementet, som lægger op til en nedprioritering af tilsynet med ombygning i etage- og erhvervsejendomme kan få store konsekvenser. Sådan lyder advarslen fra installatørernes organisation Tekniq

- Energistyrelsen har netop sendt et forslag i høring, hvor der er lagt op til, at kommunerne ikke længere skal føre teknisk kontrol af ombygning i etage- og erhvervsejendomme. Det er meget uheldigt og især på dette tidspunkt, hvor der i de kommende år vil være fokus på renovering af bygningsmassen. Det fornuftige ville være at skærpe tilsynet, siger Christian Jarby, der er chef for teknisk afdeling i Tekniq.

Han påpeger, at kommunernes tilsynspligt med ukompliceret byggeri (parcelhuse og lignende) allerede er blevet nedprioriteret til ikke længere at omfatte teknisk sagsbehandling, hvilket har medført problemer med overholdelse af autorisationslovgivningen.

- Kommunerne har stadig pligt til at sikre sig, at anden lovgivning er opfyldt – herunder autorisationslovgivningen. Problemet er, at kommunerne generelt set forsømmer denne opgave. Det ved vi, fordi Tekniq selv undersøgte sagen i forbindelse med et vandseminar sidste år, ligesom det daværende Erhvervs- og Boligstyrelsen også måtte indskærpe pligten overfor kommunerne ved at sende en vejledning med blandt andet fokus på autorisationslovgivningen, siger Christian Jarby.

Åbner for mere uautoriseret arbejde
I vejledningen ”Kommunens pligt til at påse anden lovgivning – særligt ved byggesagsbehandling af ukompliceret byggeri” fra september 2011 står blandt andet:

Som eksempel kan der nævnes lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger. Denne lov bestemmer, at kommunen skal påse, at vand- og afløbsinstallationer er udført af autoriserede eller godkendte virksomheder.

- I praksis åbner en forringelse af den tekniske sagsbehandling døren for uautoriseret arbejde. Det har vi set sket i forhold til privat boligbyggeri, og det vil vi formentlig også se i større omfang end i dag i forhold til ombygning i etage- og erhvervsejendomme, hvis ændringsforslaget bliver gennemført, siger Christian Jarby.

Mange boligforeninger og virksomheder har således egne folk ansat eller en servicekontrakt med en virksomhed, som potentielt uden tilsynspligt vil vælge at udføre mere arbejde selv – herunder autorisationspålagt arbejde.

- Især vandinstallationer i etage- og erhvervsejendomme, hvor der ledes vand ud til et stort antal mennesker, er ekstremt kompliceret arbejde. Der er i dag en meget kompleks lovgivning på området, ligesom der er introduceret mange nye materialetyper på markedet, der reagerer forskelligt efter vandkvaliteten i det pågældende område. For at sikre at forbrugerne har rent vand i hanerne, er det derfor afgørende, at både vandværker, installatører og kommuner arbejder sammen, siger Christian Jarby.

Ønsker skærpet tilsyn
Han mener, at kommunernes tilsyn er et ekstra kontrolelement der dels sikrer, at det kun er autoriserede og kompetente virksomheder, der udfører installationsarbejde og dels sikrer, at installationerne også lever op til de gældende krav.

- Vi så i Køge i 2007 hvor galt, det kan gå. Det var en installationsfejl, der var skyld i den vandforurening, der ramte flere hundrede mennesker, og det skal vi undgå kommer til at ske igen. Derfor skal vi skærpe tilsyn og teknisk sagsbehandling for at sikre forbrugerne mod forurening af drikkevandet, legionellasmitte og bygningsskader, siger Christian Jarby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078