23948sdkhjf

Davidsen-åbning skabte trafikkaos

Godt 500 stod i kø allerede fra morgenstunden, da Davidsens Tømmerhandel lørdag slog dørene op for et nyt 5.500 m² stort byggemarked og trælast.
Lørdag den 1. december åbnede Davidsens Tømmerhandel nyt byggemarked og trælast på i alt 5.500 kvadratmeter i Brørup ved Vejen. Tilstrømningen var fra morgenstunden så stor, at der flere gange i løbet af formiddagen opstod trafikkaos på Nørregade helt fra motorvejen i nord til jernbaneviadukten i syd.

- Vi havde forudset, at der ville blive pres på, og derfor havde vi indkaldt ekstra mandskab til at afvikle trafikken på vores parkeringsplads og de øvrige p-pladser i området. Men tilstrømningen overgik vores vildeste forventninger, så vi kunne ikke afværge, at det ind imellem blev lidt kaotisk på grund af de mange biler, siger lederen af det nye Byggemarked, Lars Hansen.

Da butikken åbnede kl. 09.00, stod der allerede godt 500 i kø for at komme først ind i butikken. De første stillede sig i kø allerede kl. 6.30, fortæller Lars Hansen.

- Det hele har selvfølgelig nyhedens interesse, men der er heller ingen tvivl om, at rigtig mange kunder i både Brørup og Holsted og hele det store handelsopland har savnet et velassorteret byggemarked og en trælast gennem længere tid, siger han.

25 ansatte
Lars Hansen har i mange år været ejer af Brørups isenkramforretning og har således et indgående kendskab til de lokale handelsforhold. Hos Davidsens Tømmerhandel Brørup står han i spidsen for en 25 mand stor medarbejderstab, hvoraf størstedelen kommer fra lokalområdet.

- Vi lægger vægt på, at det er lokalt kendte folk, som vejleder og ekspederer kunderne. På samme måde er det vigtigt, at det er medarbejdere med et godt kendskab til produkterne, for i et moderne byggemarked og en trælast som Davidsen er vareudvalget meget bredt, lige fra isenkram, belysning og møbler, køkken og bad til værktøj, maling, vvs- og elartikler samt byggematerialer, siger Lars Hansen.

Davidsens Tømmerhandel har trods krisen formået at øge såvel omsætning som indtjening de sidste par år. 2010/11 sluttede med et overskud på 10,5 mio. kr., og ledelsen gik ind til 2011/12 med en forventning om en lille forbedring af resultatet.

Med åbningen i Brørup har Davidsen nu otte udsalgssteder i Region Syddanmark; Vojens, Brørup, Fredericia, to steder i Haderslev, Høruphav ved Sønderborg, Odense, Rødekro samt Toftlund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078