Arkitema styrer mod nyt stort overskud
Et særdeles tilfredsstillende 2011 er fulgt op af et endnu bedre 2012, hvor det store danske arkitektfirma forventer et overskud på 25 mio. kr.
Peter Hartmann Berg til Jyllandsposten.
- Vi budgetterer med en omsætning på 200 mio. kr. og en bundlinje på 25 mio. kr., siger han og afslører, at hemmeligheden bag succesen er, at Arkitema under krisen har opbygget en ny – og langt mere effektiv – organisation:
- Tidligere lavede alle alt. Nu har vi en organisation, hvor der er opbygget grupper af specialister på områder som skoler, private boliger, almennyttigt boligbyggeri, erhvervsbyggeri, hospitaler osv. Samtidig har vi samlet vores dygtigste konkurrencearkitekter i to afdelinger. Når opgaver kommer i udbud, samarbejder vores specialister med vores konkurrencearkitekter, og resultatet er, at vi vinder betydeligt flere konkurrencer, fortæller Peter Hartmann Berg til avisen.
Efter reorganiseringen bruger medarbejderne 92-94 procent af tiden på opgaver, som kan faktureres direkte til kunderne, og det har givet resultat.
Stort potentiale i Skandinavien
Med krisen på behørig afstand har Arkitema for alvor sat kursen mod vækst. Ved udgangen af 2014 forventes medarbejderantallet øget fra de nuværende 270 til 450, og fokus er udelukkende rettet mod markederne i Danmark, Sverige og Norge.
Ifølge Peter Hartmann Berg holder man sig langt væk fra lande som Kina, Storbritannien, Tyskland og Polen, hvor Arkitema ” tidligere har været og i nogle tilfælde tabte penge ”. Direktøren vurderer, at potentialet i Skandinavien er så stort, at det ikke er nødvendigt at bruge ledelsesmæssige ressourcer på fjernere markeder.