Stor aktion mod social dumping
Der var meget at komme efter, da Arbejdstilsynet, Skat og politiet onsdag gennemførte en landsdækkende aktion mod social dumping mod byggeriet og det grønne område.
Myndighedernes fokus var på moms- og skatteforhold, arbejds- og opholdstilladelser samt arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT.
Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 84 kontrolbesøg og gav i alt 40 reaktioner. Af disse var 38 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet forventer dertil at afgive 12 indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.
- Aktionen afspejler, at der i bygge- og anlægsbranchen fortsat er alvorlige problemer med sikkerheden for både danske og udenlandske virksomheder og med at få udenlandske virksomheder til at anmelde sig i RUT. På nogle af byggepladserne fandt vi eksempler på fare for nedstyrtning, blyforurening og manglende uddannelse i opstilling af stilladser, siger centerchef i Arbejdstilsynet Jan Møller Mikkelsen.
Mistanker om mange fejl
For Skat viser resultatet af aktionen, at der i 47 ud af 72 besøgte virksomheder er fundet tilfælde, der skal undersøges nærmere for skatte- og afgiftsmæssige fejl. Det handler blandt andet om, hvorvidt virksomheder og deres ansatte skal betale skat til Danmark, om store kørselsfradrag for lønmodtagere, og om de arbejdende er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende.
- Aktionen har vist, at der er mange mulige fejl. Dem undersøger vi nu nærmere. Allerede nu kan vi dog konstatere, at vores tilstedeværelse i indsatsen mod social dumping fortsat er helt berettiget, siger skattedirektør Per Jacobsen.
Politiet anholdt fem udlændinge på grund af manglende identitetspapirer. Efter nærmere undersøgelse er alle efterfølgende løsladt. Herudover blev en enkelt 3. landsstatsborger anholdt, idet han ikke var i besiddelse af gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering deltog på udvalgte hold på landsplan med henblik på at bistå politiet med kontrol af tredjelandsstatsborgeres opholdsgrundlag.
AKTIONEN I TAL
Arbejdstilsynets resultat af den fælles aktion med politi og Skat mod social dumping den 28. november 2012. (Kilde: Arbejdstilsynet)
Resultatet af fællesaktionen er udtryk for et enkelt nedslag og et øjebliksbillede på, hvordan arbejdsmiljøet og RUT konkret ser ud på et lille udsnit af virksomheder. Der kan ikke fra aktionens resultat drages konklusioner på, hvordan billedet generelt er på arbejdsmarkedet.
De udenlandske virksomheder, som ikke var anmeldt i RUT, kan nu regne med en politianmeldelse og en efterfølgende bøde.
Arbejdstilsynets resultat af den fælles aktion med politi og Skat mod social dumping den 28. november 2012. (Kilde: Arbejdstilsynet)
Antal besøg på landsplan | |
Antal besøgte arbejdssteder | 84 |
Antal besøgte virksomheder | 92 |
Besøg fordelt på branche | |
Bygge og anlæg | 54 |
Det grønne område | 28 |
Øvrige | 2 |
Nationalitet (antal besøgte virksomheder) | |
Danske | 48 |
Udenlandske | 44 |
Antal reaktioner for manglende registrering i RUT | 12 |
Antal arbejdsmiljøreaktioner | |
Danske virksomheder | 23 |
Udenlandske virksomheder | 24 |
De udenlandske virksomheder, som ikke var anmeldt i RUT, kan nu regne med en politianmeldelse og en efterfølgende bøde.