White nomineret til international arkitekturpris
Det nye kulturcenter på Southend Pier øst for London er med i opløbet til Surface Design Award.
Det nyopførte byggeri er nu blevet nomineret til Surface Design Award, der skal uddeles i London fra 5. til 7. februar næste år. Vinderen kåres på konferencens sidste dag, og over 100 af de internationalt vigtigste arkitektvirksomheder vil deltage.
- Det betyder selvfølgelig meget for os, at vores kreativitet anerkendes. Southend Pier Culture Center er formgivet med høje ambitioner, siger projektleder Fredrik Pettersson, der naturligvis er både glad og stolt over nomineringen.
- Vi elsker at arbejde med denne type opgaver. Beliggenheden, pierens historie og kulturcentrets formål er enestående, og det har været et langt, udfordrende forløb fra de første skitser til en færdig bygning. Nomineringen til Surface Design Award er et bevis på, at vores arbejde er lykkes til fulde, så det er en stor hæder for os. Nomineringen giver os mulighed for at fortælle om vores arbejde og sprede viden om, hvad vi kan, og hvordan vi arbejder. Det kan fremadrettet åbne for flere opgavemuligheder og tiltrække medarbejdere, der deler vores passion, fortsætter Fredrik Pettersson
Southend Pier er blevet kendt som verdens længste ’pleasure pier’, og den når over to kilometer ud i Themsens flodmunding. White arkitekters revitalisering af molen har sigtet på at bringe nyt kulturliv til promenaden og få molen til at generobre sin status som byens vigtigste attraktion. Kulturcenteret åbnede for offentligheden tilbage i juli.
White arkitekter vandt oprindeligt konkurrencen om den nye mole tilbage i september 2009 med et design, der blev kaldt Sculpted by Wind and Wave. Projekteringen er udført i samarbejde med London-tegnestuen Sprunt.