KNX får styr på lyset over DTUs landingsbaner
El-installationsfirmaet Røder & Mortensens Eftf. har ved DTU været med til at etablere en KNX-løsning, som elegant sikrer energibesparende belysning i universitetets vandrehaller.
I 2011 satte DTU en renovering af hovedbygningen i gang, og et af målene var at etablere energibesparende belysning. Efter en udbudsrunde blev det rådgivende ingeniørfirma Rambøll og energiafdelingen hos el-installationsfirmaet Røder & Mortensens Eftf.valgt til projektet.
- Oprindelig var der foreskrevet en blandet løsning med noget KNX og noget DALI 1-10V-styring, hvor armaturerne skulle grupperes i et antal ”satellitter”. Men KNX kan sagtens klare den samlede styring, også i helt store installationer, så vi foreslog sammen med Rambøll at samle det hele med KNX, fortæller Stig Elmvang, Adm. direktør for Røder & Mortensens Eftf., der gennem årene har løst mange opgaver for DTU.
Gateways og touchpanel
De lange vandrehaller er centrale i hovedbygningens indretning, og her går lysdesign og energibesparelser hånd i hånd. Samlet er der omkring 500 energibesparende LED-armaturer med DALI-forkobling i lofterne over de to landingsbaner. De styres centralt af 10 KNX/DALI-gateways fra Schneider Electric, der er placeret i to gruppetavler.
KNX-systemet kommunikerer desuden med et udendørs skumringsrelæ og sørger dermed også for automatisk dagslysregulering, mens 360-graders KNX PIR-enheder sørger for automatisk tænd/sluk af lys ved indgangspartierne, så det kun tænder, når der er brug for det.
Selv om KNX-styringen er automatisk og giver det rigtige lysniveau, samtidig med at energiforbruget holdes nede, så kan belysningen også betjenes manuelt. Landingsbanerne bruges nemlig også til fester på DTU, og her sikrer forprogrammerede lysscenarier den helt rigtige belysning og stemning.
Mærkbart lavere forbrug
- Her på DTU fokuserer vi selvfølgelig også på at udnytte energien effektivt og sænke vores forbrug, både af hensyn til miljøet og økonomien. Med KNX har vi fået en samlet, intelligent styring af belysningen, som jeg er overbevist om giver et mærkbart lavere forbrug, siger en tilfreds projektleder Nils Møller fra fra DTUs Campus Service, CAS Plan & Projekt.
Han og kollegerne kan desuden følge med i strømforbruget på de to landingsbaner. Gruppetavlerne er nemlig blevet udstyret med PowerLogic-måleinstrumenter, der måler og viser forbruget.
I forbindelse med renoveringen af bygning 101 har receptionen også fået en ansigtsløftning, og der er trukket nye netværkskabler til it-udstyret i receptionsområdet.