Arkil opjusterer
3. kvartal forløb bedre end ventet, og derfor har anlægsentreprenøren nu opjusteret sine forventninger til 2012-resultatet.
I en fondsbørsmeddelelse oplyser Arkil Holding A/S, at man opjusterer forventningerne til årsresultatet; dels som følge af udviklingen i 3. kvartal og dels på baggrund af opdaterede resultatforventninger til 4. kvartal.
- Det forventes nu, at koncernens resultat før skat realiseres i niveauet 30-40 mio. kr. mod tidligere udmeldt i niveauet 10–30 mio. kr., lyder det blandt andet i meddelelsen.
Arkil realiserede i 2011 et overskud før skat på 11,3 mio. kr. ud af en omsætning på 2.568,5 mio. kr.