Nyt dansk vinduesprojekt har globale ambitioner
Med udgangspunkt i en patenteret vinduesløsning er nyetablerede ClimaWin Techniq klar til at indtage vinduesbranchen – både i Danmark og i udlandet.
Poul Horn og Peter Clausen vil have Ventilationsvinduet ud i hele verden til gavn for danske arbejdspladser. Her i efteråret deltog de på Danmarks nye messe for bæredygtigt byggeri; Building Green i København.
Bag løsningen står en række partnere, herunder ClimaWin Techniq ApS i Lunderskov, der ledes af vinduesfabrikant Poul Horn og adm. direktør Peter Clausen. Sidstnævnte var med i etableringen af Unidrain – de aflange linjeafløb til badeværelser, der har solgt i mere end en halv million eksemplarer til hele verden – og sad som direktør i virksomheden indtil midten af 2011. Ambitionen med ClimaWin Techniq er at skabe en succes af minimum samme kaliber, og derfor er virksomhedens teknologi patenteret over hele Europa - og snart også i USA.
Det nye produkt har været 24 måneder undervejs og er døbt ”Ventilationsvinduet”. Det udgør krumtappen i ClimaWin – et udviklingsprojekt til 10 mio. kr. under EU’s 7. rammeprogram. Programmet er anført af professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitet og det tyske Fraunhofer-institut, og målet har været at udvikle et energieffektivt vindue uden negative følgevirkninger i form af indeklimaproblemer.
- I årtier har det været god latin at isolere og tætne bygninger, så både kulde og frisk luft er blevet holdt ude. Mens der er blevet sparet på energien, er der imidlertid ofte kommet en ekstraregning i form af fugt, skimmelsvamp, afdampning fra diverse materialer, dårligt indeklima samt brugere, der lider af allergi, hovedpine, kvalme og svimmelhed, forklarer Poul Horn til Building Supply.
Et solidt fundament at bygge på
Poul Horn er initiativtager til projekt og produkt. I regi af Horn Vinduer har han de senere år solgt løsninger baseret på idéen, men med støtten fra EU er det nu lykkedes at videreudvikle og dokumentere teknologien. For øjeblikket er der tre ansatte i ClimaWin Techniq, og de er så småt gået i gang med at udbrede kendskabet.
- Vi har fået temmelig mange henvendelser allerede, fordi navnet Ventilationsvinduet er kendt i forvejen. Men med en ny, forbedret ventil og detaljerede testdata har vi et langt bedre fundament at bygge videre på. Nu er vi sikre på, at det vi siger om energien, kan dokumenteres, fortæller Poul Horn.
Han forventer, at der i løbet af et par år kan skabes arbejde til omkring 10 medarbejdere på adressen i Lunderskov. Planen er, at ClimaWin Techniq skal stå for udvikling og salg, mens produktionen lægges ud til underleverandører. Virksomheden ligger for øjeblikket i forhandlinger med flere mulige producenter, fortrinsvist i Danmark.
En udfordring at sælge utætte vinduer til ingeniørerne
Udviklerne bag Ventilationsvinduet ønsker at gøre op med mantraet om hermetisk tæthed. De intelligente friskluftventiler åbner og lukker afhængigt af inde- og udetemperaturer. Effekten er, at når vejret er koldt, og solen skinner, producerer og lagrer kammeret mellem ruderne solvarme til husets beboere. Når det er varmt udenfor, fungerer vinduet som et airconditionanlæg. Vel at mærke uden brug af strøm.
Ved en udetemperatur på ca. 23 grader celsius begynder ventilen at lukke for den opvarmede lufts adgang ind i boligen, men åbner i stedet op for at den opvarmede luft kan passere direkte ud i fri luft. Samtidig åbner ventilen for frisk luft direkte udefra og ind.
Ifølge Poul Horn taler testresultaterne i ClimaWin-projektet deres tydelige sprog. Opgaven består nu i at overbevise kommuner, rådgivere, boligforeninger og andre om, at det er pengene værd at investere i en løsning, som er dyrere i indkøb, men som til gengæld garanterer en tilbagebetalingstid på under år:
- Vi får travlt, hvis vi skal nå bare at påvirke bare en lille del af beslutningstagerne. Den store udfordring bliver at omvende ingeniørerne. De er vant til at projektere hermetisk tætte huse med ventilationssystemer, og nu kommer vi og fortæller dem, at de skal bruge utætte frem for tætte vinduer – kontrolleret utæthed naturligvis, understreger Poul Horn med et smil.
- Renoveringssektoren er helt klart mest interessant for os. Der findes ingen rigtigt gode løsninger på markedet i dag, fordi varmeveksling i en gammel ejendom kræver masser af rør. Med vores løsning kan man nøjes med ganske få udsug og langt færre indgreb, tilføjer han.
To forretningsområder
ClimaWin-projektet blev officielt afsluttet ved udgangen af september, og den 1. december i år skal alle data være indrapporteret. Selve vinduet er klar til produktion på nuværende tidspunkt, mens det tager lidt længere tid at få teknikken bag ventilproduktionen på plads. Ifølge Poul Holm forventer man at være klar med det første vindue til april næste år, og forventningerne er store.
ClimaWin-projektet har på baggrund af en analyse af 19 EU-lande anslået et markedspotentiale på 3 mio. boligvinduer og 8 mio. m² i offentlig bebyggelse. Hertil kommer Rusland og oversøiske markeder som det amerikanske, og det er selvsagt en alt for stor mundfuld for virksomheden i Lunderskov. Derfor er den langsigtede plan også, at ClimaWin Techniq i højere grad skal leve af at sælge viden og knowhow.
- Konkurrencen i vinduesbranchen er så stor, at det ikke giver mening for os at basere forretningen udelukkende på salg af vinduer. I løbet af 3-5 år er planen, at vi primært skal leve af at sælge teknik til andre vinduesproducenter. Det vil i langt højere grad give mulighed for at få teknologien spredt ud – først i Europa og senere Rusland og USA, forklarer Poul Holm, som fortsat vil drive Horn Vinduer sideløbende med den nye virksomhed.
Læs mere om ClimaWin-projektet på www.climawin.aau.dk