Borgmester fravalgt i Realdania
Anker Boye var ikke blandt de fem foretrukne kandidater, da der var valg til Realdanias repræsentantskab i Odense.
På valgmødet valgte medlemmerne - blandt de seks opstillede kandidater - fem medlemmer til Realdanias repræsentantskab. Valget er gældende for en 4-årig periode.
Inden selve valghandlingen præsenterede alle seks opstillede kandidater sig fra talerstolen. De fem kandidater, der blev valgt til Realdanias repræsentantskab er:
- Kurt Helge Adamsen, adm. direktør, Odense N
- Henrik Andersen, ejendomsadministrator, Faaborg
- Povl Christensen, adm. direktør, Odense M
- Christina Hou Holck, godsejer, Nyborg
- Bent Juul Sørensen, gårdejer, Ærøskøbing
Dermed blev borgmester i Odense, Anker Boye, - den sidste af de seks kandidater - ikke valgt til repræsentantskabet.
Læs mere: 800 til Realdanias valgmøde i Odense.
På valgmødet fortalte Realdanias bestyrelsesformand, Jesper Nygård og adm. direktør Flemming Borreskov om Realdanias virksomhed og om nogle af de over 2100 forskellige projekter, som Realdania har støttet med i alt mere end 13 mia. kroner, siden Realdania begyndte sit filantropiske virke for 12 år siden.
- Deltagerne i Realdanias valgmøder samles for at vælge medlemmer til Repræsentantskabet, men også fordi vi har en fælles passion. En passion for byer, for bygninger og for boliger. Og for alt det liv, der udspiller sig mellem byer og huse. I byens rum – på pladser og torve – og på landet. Det handler om udviklingen af byer og landsdele, fremtidens byggeri og bygningsarven – om det åbne land, kulturlandskabet – og om at bidrage til bæredygtighed på alle niveauer: Socialt og sundhedsmæssigt, miljø- og ressourcemæssigt samt økonomisk, siger bestyrelsesformand Jesper Nygård.