Omfattende museumsrenovering på vej
Fondsdonationer på i alt 120 mio. kr. betyder, at Kunsten Museum of Modern Art Aalborg nu kan igangsætte en stor modernisering.
- Det betyder, at vi nu kan sætte det omfattende projekt i gang, da økonomien nu er sikret til den forestående modernisering af Alvar Aaltos byggeri. Vi er meget taknemmelige, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.
I juni donerede A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond tilsammen 100 mio. kr. til projektet. Med uddelingen fra Sallings to fonde er økonomien sikret til den store opgave at revitalisere den fredede bygning, der er den finske mesterarkitekt Alvar Aaltos eneste byggeri i Danmark. Aalborg Kommune har afsat midler på sit 2014-budget til at bringe projektet i mål og dermed fremtidssikre byens kunstmuseum til stor glæde for museets ledelse.
Masterplan fra C.F. Møller
Arkitektfirmaet C.F. Møller udformede sidste år en masterplan for moderniseringen. Planen omfatter dels en restaurering af hele bygningsanlægget, skulpturparken og forpladsen, og dels en revitalisering af bygningens udstillingsarealer samt publikums- og personalefaciliteterne.
Arkitektfirmaet beskriver projektet på denne måde:
- Der skabes nye særudstillingsarealer i de rømmede magasiner i parterre-plan, og i den forbindelse opgraderes foyer-arealer og café med henblik på synlighed og visuelle forbindelser – bl.a. til skulpturparken - publikumsvenlighed og tilgængelighed. Der etableres en ny værkstedsbygning og aflåselig loadingbay på de eksisterende overdækkede parkeringsarealer. Administrationen samles i parterre-plan, og skoletjenesten gives mere plads. Museets stueplan, som i dag rummer stort set hele det eksisterende udstillingsareal, restaureres dels med henblik på at understrege den oprindelige idé og indretning, dels med henblik på et bedre publikumsflow og en større sikkerhed i forbindelse med en bredere vifte af aktiviteter fra regulære udstillinger til events.
Giver tilbage til aalborgenserne
Uddelingen til Kunsten er den hidtil største fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og Købmand Herman Sallings Fond i Nordjylland.
Herman Sallings enke, Karin Salling, sidder i Købmand Herman Sallings Fonds bestyrelse og er næstformand. Hun begrunder donationen således:
- Aalborg har altid været en vigtig by i forhold til min mands livsværk. Han var både glad og stolt, da han åbnede stormagasinet Salling i Aalborg i 1962. Aalborg har altid været en god handelsby, og borgerne har taget godt imod de forretninger, Dansk Supermarked har etableret i de efterfølgende år. Derfor er jeg meget glad for, at vi med denne donation kan give noget tilbage til aalborgenserne, siger Karin Salling.
Efter etableringen af Salling i Aalborg grundlagde Herman Salling Dansk Supermarked, der står for Bilka, Føtex og Netto.